GAIA-Instituttet har specialiseret sig i terapeutisk forebyggelse og behandling af fødselsdepression/efterfødselsreaktioner samt relaterede udfordringer for både mænd og kvinder samt deres pårørende. Vi tilbyder såvel individuel som parterapeutisk støtte og behandling, ligesom vi tilbyder pædagogisk støtte og rådgivning for at fremme tilknytningen mellem mor/far og barn.
Det er kendt, at ca. hver 4. kvinde og hver 8. mand oplever en efterfødselsreaktion. De mest almindelige reaktioner er gråd, humørsvingninger, irritabilitet, træthed, vanskeligheder med at koncentrere sig, søvnproblemer, angst, tvangstanker og andre "mørke" tanker, ændrede spisevaner, følelser af modløshed, utilstrækkelighed og fortvivlelse. Hertil kan komme tanker om selvmord og følelser af vrede, skyld og skam. Også kropslige reaktioner kan forekomme, så kvinden kan blive bange for at være alvorligt syg.
Reaktionerne kan være vanskelige at få øje på. Kvinden er ofte ikke selv klar over, at hun har det værre end nødvendigt. Hun skammer sig måske over at have de reaktioner, hun har, og hun kan være bange for, at hendes barn bliver taget fra hende, hvis hun fortæller om sine problemer til en fagperson.
Jo før hjælpen bliver sat ind, jo hurtigere kommer kvinden sig sædvanligvis. At hjælpen sættes ind i tide, er især vigtigt, da også konsekvenserne for barnet og parforholdet kan være alvorlige. Derfor er det vigtigt, at man som fagperson kender til problematikken. At man ved, hvad man skal lægge mærke til, hvad det er for spørgsmål, man skal stille, og hvordan man kan afhjælpe tidligt i forløbet.
Nogle af de tilbud, GAIA-Instituttet har til fagpersoner, er:
- Foredrag
- Tema-dage
- Supervision