ImageDescription

GAIA-Instituttets retningslinier for terapeuter, som søger autorisation som psykoterapeut ved instituttet med speciale i behandling af efterfødselsreaktioner

Forudsætninger
For at blive optaget som psykoterapeut ved GAIA-Instituttet, er forudsætningen, at du har gennemført en terapeutuddannelse på mindst 4 år.
Instituttet forudsætter endvidere, at du har som mål at opnå godkendelse i enten Psykoterapeut Foreningen eller Psykologforeningen. En godkendelse i Psykoterapeut Foreningen indbefatter her optagelse i fortegnelsen over psykoterapeuter med 1.200 timers dokumenteret praksiserfaring efter afsluttet terapeutisk uddannelse.

Ansøgeren indbydes til et interview med 2 af instituttets godkendte supervisorer på baggrund af en skriftlig ansøgning med anførelse af
- grunduddannelse
- terapeutisk uddannelse
- gennemførelse af kurser af relevans for specialet
- motivation for at arbejde med efterfødselsreaktioner
- redegørelse for terapeutisk praksis med kvinder med efterfødselsreaktioner og/eller andre typer af klienter (antal, varighed af terapeutisk forløb og art af problemer).
Den skriftlige ansøgning stiles til Optagelsesudvalget ved GAIA-Instituttet.

Ansøgeren er medlem af instituttet og deltager i forskellige aktiviteter som f.eks.:
- tema-arrangementer
- kurser om efterfødselsreaktioner (obligatoriske hvis du er uddannet andre steder end på GAIA-Instituttet)
- supervisions-kurser

Ansøgeren er aktiv omkring
- arbejdet med klienter
- markedsføring af sig selv og instituttet
- instituttets arbejdsgrupper eller bestyrelse
- løbende supervision - individuelt og evt. i gruppe
- at blive specialuddannet til at arbejde med efterfødselsreaktioner
- at blive godkendt af Psykoterapeut Foreningen eller Psykologforeningen.

Ansøgeren forpligter sig til at blive superviseret løbende og i mindst 15 timer (på mindst 4 klientsager) over en periode på min. 2 sammenhængende år af én af instituttets autoriserede terapeuter. Dette kan foregå individuelt eller i gruppe.

Når du er blevet godkendt som psykoterapeut ved GAIA-Instituttet skal du godkende og underskrive instituttets etiske retningslinier.
Du kan nu - hvis du ønsker det - komme på listen over terapeuter, som er under specialist-uddannelse til at arbejde med efterfødselsreaktioner. Du kan annoncere kurser for gravide, mænd og kvinder med efterfødselsreaktioner, dvs. fødselsforberedelseskurser og mødre- og fædregrupper.
Herudover kan du få et link til din egen hjemmeside. Du skriver selv et par linier om dine kvalifikationer og tilbud og sender dem til mailadressen som et doc-dokument. Medsend et billede i jpg-format ca. højde: 165, bredde: 122. Pris for annoncering på hjemmesiden efter gældende takst.


Autoriseret specialist

For at blive autoriseret specialist ved GAIA-Instituttet, og som sådan at blive annonceret på instituttets hjemmeside, og for at få ret til at anvende instituttets logo, skal du

- have gennemført en 4-årig terapeutuddannelse og/eller være autoriseret af Psykoterapeut Foreningen eller Dansk Psykologforening (dvs. at man skal have haft 2 års fuldtidspraksis eller hvad der svarer hertil)
- have uddannet dig til specialist i behandlingen af efterfødselsreaktioner (se eksemplet på rækkefølgen sidst i denne skrivelse) - eller være godkendt som psykoterapeut samt løbende modtage supervision af en godkendt specialist
- være medlem af GAIA-Instituttet
- arbejde aktivt med klienter
- løbende have kontakt med instituttet
- deltage i instituttets arbejdsgrupper eller bestyrelse

For vedblivende at annoncere på hjemmesiden, skal du
- være medlem af GAIA-Instituttet
- arbejde aktivt med klienter
- løbende have kontakt med instituttet
- deltage i instituttets arbejdsgrupper eller bestyrelse

Annoncering på hjemmesiden efter gældende takst.

Supervisor

Autoriserede supervisorer ved instituttet:

Kirsten Lindved
Susanne Rose Brønnum

For at blive autoriseret som supervisor, skal du opfylde de samme betingelser som nævnt for de autoriserede terapeuter. Desuden skal du godkendes af optagelsesudvalget.

Forudsætningen for at være psykoterapeut ved GAIA-Instituttet er, at du overholder disse retningslinier.
Psykoterapeuter og supervisorer skal godkendes af optagelsesudvalget, som også forbeholder sig ret til eksklusion.

Hvis du skader foreningens image ved at bryde foreningens etiske regler eller på anden måde modarbejder foreningens formål og virksomhed, kan supervisionsudvalget iværksætte sanktioner herunder udelukkelse af foreningen. Beslutning herom skal skriftligt begrundes overfor den pågældende.
Beslutningen kan af den pågældende begæres prøvet på næstfølgende ordinære generalforsamling.


Dispensationsmuligheder
Hvis du ikke har mulighed for at blive godkendt af Psykoterapeut Foreningen - f.eks. fordi du ikke har en grunduddannelse som sygeplejerske, pædagog osv. - er der mulighed for at få dispensation, men som grundregel skal du opfylde de krav, som Psykoterapeut Foreningen ellers stiller.

Eksempel på opbygningen af din specialistuddannelse:
1) Praktisk grunduddannelse (pædagog, sundhedsplejerske, jordemoder osv.).
2) 4-årig terapeutuddannelse i form af et teoretisk og praktisk træningsforløb på en af de uddannelser, som opfylder regeringens krav. Eller du skal være godkendt af Psykoterapeut Foreningen eller Psykologforeningen.
3) Have arbejdet med klienter (sv. t. 2 års fuldtidsarbejde - eller 4 år på halv tid). Klientklientellet må gerne være blandet, men min. 25% skal være efterfødselsreaktioner. Løbende supervision herpå af en terapeut, som er specialist i behandling af efterfødselsreaktioner.
4) Deltagelse i kurser, supervisionsgrupper, tema-arrangementer m.v. ved GAIA-Instituttet. Ansøgningsskema til specialistgodkendelse kan rekvireres på instituttet.

Optagelsesudvalget er pr. 1.12.18: Anne-Clari Vetö og Kirsten Lindved