En svær tid for hele familien

Det har ligget mig meget på sinde at skrive denne beretning, for jeg vil gerne fortælle om min seneste graviditet, og om fødslen af min søn Daniel. Beretningen handler om graviditeten og fødslen, men også om efterfødselsreaktioner og fødselsdepression, og om den hjælp der skal til for at komme igennem en så svær tid. Det er vigtigt for mig at få skrevet mine tanker og oplevelser ned, for på den måde at få bearbejdet dem som en del af min helingsproces.
Allerede i starten af 1999 var jeg 100% sikker på, at det var lykkedes mig at blive gravid for 2. gang. Jeg kunne straks mærke, at min krop ændrede sig. Jeg fik konstant kvalme, og havde madlede det meste af tiden - det var rigtig væmmeligt - og det medførte, at jeg kun drak masser af vand, spiste ristet brød samt frugt og grønt. Dette varede ved de første 3 måneder, og jeg prøvede at kæmpe mig igennem hver eneste arbejdsdag. Dette havde dog den bagdel, at jeg var fuldstændig udkørt, når jeg nåede til aften. Da kvalmen stoppede efter de første 3 måneder, kunne jeg endelig begynde at nyde den søde ventetid.

Sygemelding

Indtil jeg var 8 måneder henne, gik alting godt - selvom jeg selvfølgelig blev større dag for dag! I starten af august 1999 begyndte jeg at få slemme smerter fra bækkenet og ned i benene. Det gjorde simpelthen afsindigt ondt, og efter den første uges tid med smerter, blev det uudholdeligt, og jeg måtte sygemeldes fra mit arbejde.
De næste 1½ måned blev en prøvelse for mig. Jeg måtte intet lave - og kunne heller ikke, for smerterne var afsindige. Det jog helt ned i benene det meste af tiden. Mit humør var meget op og ned i den periode. Jeg var meget følsom og græd som pisket over ingenting. Jeg forstod ikke helt, hvorfor jeg havde det så dårligt psykisk. Jeg syntes, jeg burde glæde mig over, at jeg snart skulle bringe et, forhåbentligt, velskabt barn til verden. Jeg drømte ikke om, at mine reaktioner kunne være en begyndende fødselsdepression. Hvem kender egentlig symptomerne på denne meget almindelige, men også tabubelagte lidelse, før man står midt i det?

Optræk til fødsel

Ved ca. 18-tiden den 24. september 1999 begyndte jeg at få veer med 7 - 10 minutter imellem. De var dog ikke helt regelmæssige endnu, selvom jeg syntes, at smerterne var begyndt at blive kraftigere end ved en slem menstruation. Jeg forsøgte at slappe af og hvile mig, for jeg begyndte så småt at indstille mig på, at jeg nok snart skulle føde.
Ved 22-tiden følte jeg, at veerne var så kraftige, at jeg gerne ville på fødegangen og få tjekket, om jeg var ved at være i fødsel. Da vi kom til fødestedet, bad den vagthavende jordemoder mig om at lægge mig på en seng, så hun kunne undersøge mig. Efter undersøgelsen kunne jordemoderen fortælle, at jeg kun var ½ cm åben, så det var slet ikke tid endnu! Hun var sød og forstående, og tilbød, at vi kunne blive på fødegangen og afvente tiltagende veer - eller vi kunne tage hjem for at prøve at få noget søvn.
Vi kørte lidt slukørede hjem gennem aftenen med fuldmåne. Jeg gik i seng, for jeg håbede på, at jeg så kunne få nogle timers søvn, inden det gik løs med hårdt fødearbejde. Inderst inde havde jeg nu nok en idé om, at barnet ville blive født indenfor det næste døgns tid.
Det fik jeg også ret i, for lidt før midnat ringede jeg igen til fødegangen for at fortælle, at der nu kun var 5 minutter mellem veerne, og det var begyndt at gøre meget ondt. Vi tog på fødegangen igen, klokken 00.15, og blev modtaget af jordemoder Hanne, der undersøgte mig og konstaterede, at jeg nu var 2 cm. åben. Herefter forsøgte jeg atter at hvile mig for at spare på kræfterne. Vejrtræknings- og pusteteknikken brugte jeg flittigt i de efterfølgende 4 - 5 timer, og det hjalp mig utrolig meget.

Dejligt bad i fødekarret

Jeg havde hele tiden haft et ønske om at kunne komme i et badekar, og da klokken blev omkring 01.45, ville jeg utrolig gerne i vandet. Fra min første fødsel i 1994, havde jeg en meget dårlig erfaring med medicinsk smertelindring. Det varme vand, havde jeg læst og hørt, kunne være med til at lindre vesmerter, og jeg håbede så at kunne åbne mig noget mere. Fødslens forløb tilbage i '94 sad som en sort sky i baghovedet på mig, og jeg ønskede - næsten for enhver pris - at undgå medicin ved denne fødsel.
Det var fantastisk at sidde der i det store kar, med det vidunderligt varme vand, og blot koncentrere mig om vejrtrækningen og puste ud, når veerne virkelig bed. Det smertede voldsomt over hele kroppen, når en ve toppede, og jeg brugte tankerne til at holde fast i, at veerne og al min koncentration nyttede noget, og at dette var indledningen til presseperioden, hvor jeg selv kunne være med til at sætte tempoet!

Begyndende pressetrang

Efter en time i karret begyndte veerne virkelig at gøre ondt, og ved den efterfølgende undersøgelse viste det sig da også, at jeg nu var 7 cm åben - så tror da pokker, at jeg følte begyndende pressetrang! Jeg ville nu gerne have iltmasken, mens jeg lå på fødebriksen. Jeg havde lidt svært ved at forstå, hvor overvældende og stormende veerne var blevet. Så var jeg næsten 9 cm åben, og kunne se en ende på dette arbejde. Nu havde jeg så ondt over lænden, at jeg næsten ikke kunne komme igennem veerne. Jeg fandt ud af, at det gik bedre, hvis jeg hang over jordemoderen, men jeg vuggede fra side til side. Her var min mand, Kent, alt for høj til, at jeg kunne hænge på ham! Jeg var lidt rundt på gulvet, for jeg kunne ikke se en ende på smerterne - jeg var simpelthen klar til at løbe derfra!
Vores jordemoder sagde til mig, at smerterne altså først forsvandt, når barnet var født! Hun havde selvfølgelig ret, men jeg tænkte på dette tidspunkt ikke særlig rationelt - men derimod meget primitivt!

Fødestilling

Hanne roste mig meget, og det gav mig ny energi til at kunne fortsætte med det hårde vearbejde, som nu var på vej over i presseveer. Vi forsøgte at finde en fødestilling, der ville være god for mig - men da jeg stadig havde afsindigt ondt i lænden, og nu også i ryggen, kunne jeg ikke rigtig se, hvordan jeg skulle falde til ro og finde den, for mig, optimale stilling. Imens kom Hanne hele tiden med rosende opmuntringer til mig, og fortalte, at jeg var god til at føde. Det er utroligt hvor meget energi sådanne opmuntringer kan give.
Jeg prøvede fødestolen, stod også lænet op af fødebriksen, og var siden nede på alle fire. Hanne spurgte endda, om jeg ville føde i karret, men det syntes jeg ikke var tiltalende. Endelig prøver jeg sideliggende / halvt siddende på fødebriksen, og det viste sig at være den allerbedste fødestilling for mig. Jeg begyndte at presse, men Hanne fortalte, at hun kunne mærke, at jeg knapt var helt åben. Det var som om, livmodermunden manglede et lille knæk, for at barnets hoved kunne begynde rejsen ud i verden. Hanne forklarede, at hun ville prøve at vride denne kant om. Da hun, under næste ve, gjorde dette, fik hun at vide, at dét kunne hun altså bare ikke være bekendt - men inderst inde kunne jeg godt se, at det var en nødvendighed. Endelig, klokken 04.35, kunne jeg begynde at presse godt med på veerne. Efter ca. 15 minutters pressearbejde, klokken 04.53, blev Daniel født. Han var en dejlig velskabt dreng, der straks skreg. Han blev - som jeg havde ønsket - straks lagt op på min mave, med fosterfedt og det hele - en dejlig varm guldklump. Jeg fik en behagelig fornemmelse af, at nu var det værste overstået. Vi var begge lykkelige forældre til et nyt vidunder, som Simone nu var blevet storesøster til.

Nyheden spredes

Hanne undersøgte mig forneden for evt. bristninger og fortalte, at hun lige blev nødt til at sy to knuder - derfor ville hun bedøve mig i mellemkødet. Jeg mente, det var irriterende, at vi fik spoleret idyllen, men det tog såmænd kun et øjeblik, og bagefter blev jeg vasket og fik rent tøj på - det var bare en dejlig fornemmelse.
Vi blev kørt ud på fødegangen ved "dagligstuen". Hvis vi havde syntes, der havde været dejligt stille hele natten, skal jeg sandelig love for, at der lige pludselig blev travlhed på fødegangen. Vi var knapt kommet ud af fødestuen, før en ny fødende kvinde blev kørt derind. Vi var meget taknemmelige for, at der havde været så god tid til at nusse omkring os i natten løb!
Klokken var ved at være omkring 7 om morgenen, og vi besluttede at ringe til vore forældre og fortælle, at de var blevet bedsteforældre igen. Både mine forældre og Kents mor havde næsten ikke sovet af bare spænding, men de fik da fremstammet et stort tillykke til os. Vi ville vente med at ringe til Simone, som blev passet hos moster, men klokken 07.30 ringede vi til hende. Da Simone fik røret, var hun først ked af at høre, at hun var blevet storesøster til lillebror Daniel, og hun sagde, "Det ER da en lille søster". Jeg havde også selv været sikker på, at det blev en pige, men sådan skulle det ikke være - vi fik en dejlig velskabt dreng.

Familiebesøg

Vi kom på barselsgangen midt på formiddagen, hvor jeg så kunne få mig et velfortjent bad, mens farmand kiggede efter lille Daniel. Pludselig kunne vi høre trin udenfor døren, og ind kom den nybagte storesøster Simone og moster Heidi. Simone blev nu helt ellevild, da hun opdagede Daniel i vuggen. Hun skulle bare kysse og kramme ham - og fortælle hvor højt hun elskede ham. Min mor kom også lige forbi om formiddagen for at se Daniel.
Om eftermiddagen kom resten af familien - og Simone og Heidi igen. Kent havde været hjemme og sove et par timer, og Daniel og jeg havde også fået en god lur. Det var dog ikke mange timer, vi havde sovet det sidste døgn, og jeg havde også svært ved at sove, for der var mange tanker, der kørte rundt i hovedet på mig. Mormor og Simone gik med hen til puslerummet for at bade Daniel for første gang. Det var tydeligt at se, at det var en stor oplevelse for storesøster at være med til det.

Flere smerter

Jeg fik nogle kraftige efterveer. Især var de slemme, når Daniel blev ammet. Det gjorde så afsindigt ondt, at jeg lå i sengen og pressede benene rytmisk ned mod sengegavlen. Selvom jeg fik noget smertestillende, syntes jeg stadig, det var slemt. Jeg trængte meget til at få ro til at sove, så jeg sagde godnat til familien, der også var på besøg denne første aften. Simone græd, da hun og Kent skulle gå hjem, for hun ville gerne sove hos Daniel og jeg. Jeg trøstede hende med, at vi ville hjem dagen efter, så der kunne hun jo komme med ind os hente os. Simone sagde meget sødt, at det ville hun glæde sig til hele natten, og så fik jeg et kys af min datter.
Daniel og jeg fik nu ikke megen ro denne første nat. På samme stue lå en nybagt mor, der havde problemer med amningen. Samtidig begyndte min mælk at løbe til. Al den larm og uro var ved at drive mig til vanvid - jeg havde bare lyst til at køre hjem med Daniel. Natten igennem kæmpede jeg også med de skrækkelige efterveer, som ikke syntes at ville forsvinde! Endelig blev det morgen, og tid til at komme hjem i vante omgivelser. Inden udskrivelsen blev Daniel undersøgt af en kvindelig børnelæge, der blot kunne konstatere, at vi havde fået en dejlig, sund og velskabt dreng med en god kulør. Kent og Simone kom og hentede os, og vi tog hjem for at vænne os til, at vi nu var en familie på 4.

Amning

Amningen af Daniel gik bare som smurt - mælk var der nok af. Jeg ammede Daniel efter behov, og han sov også efter behov. Det var helt klart en omvæltning at få sin nattesøvn afbrudt flere gange om natten. Indimellem føltes det godt nok, som om han hang i brystet hele tiden, for han ville ikke rigtig tage en narresut. Det var dejligt, at Kent var hjemme i starten af barselsorloven, for selv om vi havde prøvet det hele før, er der jo ikke to børn, der er ens! Daniel var meget anderledes end Simone - han var langt mere krævende…… han sov næsten ikke, og han var konstant en rigtig selskabspapegøje. Det trættede mig meget, og jeg blev nemt irritabel.

Manglende forståelse

Da Daniel var knap én måned gammel, begyndte jeg at føle mig mere indadvendt, ked af det og pessimistisk, og jeg græd blot ved det mindste. Fra at have været glad og lykkelig, var jeg nu pludselig blevet det modsatte. En dag, hvor min mor var hos os, for at hjælpe til med nogle praktiske ting, blev det hele pludselig for meget for mig. Daniel skreg og min mor sagde," Han må da være sulten", og jeg skreg tilbage, "Jamen, han har jo lige spist for ½ time siden!". Daniel blev lagt til igen, men ville ikke spise og skreg i stedet, og jeg græd som pisket. Min mor kom med en uovervejet bemærkning, at nu måtte jeg da virkelig tage mig sammen - jeg havde jo to dejlige børn at tage mig af.
I mit indre rasede et svar: Kan hun da ikke bare forstå, at jeg ikke kan tage mig sammen - jeg har ikke kræfterne til det, hvordan skal jeg så kunne tage mig af mine børn?! Simone kom ind til mig, og hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg bare græd og græd. Men hvordan skulle jeg dog kunne fortælle hende om sammenhængen - uden at hun følte sig skyldig?
Sandheden var den, at jeg ikke kunne klare, når Daniel skreg - og det følte jeg, han gjorde hele tiden. Jeg havde aldrig fred for ham, følte mig fanget i et spind, jeg ikke kunne slippe ud af. Jeg så træt ud og følte mig trist til mode. Jeg forstod ikke, at der ikke var nogen, der kunne læse de tegn, jeg gav. Gang på gang sagde jeg, at jeg havde det rigtig dårligt med mig selv. Jeg var meget pessimistisk og vred.

Osteklokken

Amningen blev et mareridt - jeg græd som pisket, både inden og imens Daniel fik bryst. Senere er jeg blevet klar over, at det nok var derfor, han var så urolig og havde svært ved at sove. Jeg var fyldt op af vrede, og jeg gav indirekte Daniel skylden for min ulykke. Jeg skældte ham ud, og var fyldt af spørgsmålet "Hvorfor skal jeg have det sådan??"
Det føltes, som om jeg sad i en osteklokke og sagtens kunne høre hvad mine omgivelser sagde. Jeg forsøgte at råbe og bede om hjælp, men ingen hørte mig - eller også ville de ikke høre mig.
Daniel var en pestilens som var skyld i, at jeg fik det så dårligt. Jeg havde mest lyst til at lægge ham ud på trappen, og håbe på, at der ville komme en person forbi, der virkelig havde forstand på små børn. Jeg var overbevist om, at DET havde jeg ikke! Den dér med, at man straks skulle være lykkelig for sit barn, troede jeg ikke på - for jeg hadede simpelthen Daniel. Nu her bagefter kan jeg godt se, at det er noget frygteligt noget at sige - men fødselsdepression er en uhyggelig sygdom, som jeg oplever meget tabubelagt. Hvorfor det er sådan, fatter jeg egentlig ikke, men det var tydeligt at mærke, at folk helst ikke snakkede til mig om mine oplevelser - og dét gjorde det næsten endnu værre!

Lægen kontaktes

Kent opfangede efterhånden mine signaler, og mente en dag, at nu måtte jeg gå til lægen, for han kunne godt se, at det var helt galt fat med mig. Jeg havde meget lidt overskud til andre end mig selv, havde det meget svært med at være så ked af det hele tiden, følte mig fastlåst derhjemme, og de hyppige amninger af Daniel blev et mareridt for mig. Jeg følte, at jeg nærmest var ved at blive vanvittig, og da jeg kom til lægen, fortalte jeg, hvordan det hele var for mig.
Lægen mente, at kunne konstatere, at jeg havde en fødselsdepression i svær grad, og at der skulle sættes ind mod depressionen straks. Første skridt, mente lægen, måtte være at ophøre med amningen af Daniel. Det ville, i hvert tilfælde, blive én byrde mindre for mig! Lægen pointerede, at det var vigtigt, at jeg sagde til mig selv, at det var OK at ophøre med at amme, og at det var den rigtige beslutning. Det vigtigste var, at jeg kom på højkant igen rent psykisk.

Bivirkninger

Det var frygteligt svært for mig at skulle ophøre med amningen, når nu det hele var startet så fint, da Daniel blev født. Min læge ordinerede tabletter for at stoppe mælkeproduktionen. Lægen mente, det var en god idé, men aldrig så snart var jeg startet på tabletterne, før jeg begyndte at få det meget, meget dårligt. Jeg fik kvalme, hovedpine, blev svimmel og fik hjertebanken og koldsvedeture. Det var faktisk så slemt, at Kent blev nødt til at komme hjem fra arbejde, for jeg kunne slet ikke tage mig af Daniel, mens jeg havde det så dårligt. Da jeg kontaktede lægen og fortalte hvor dårlig jeg blev af medicinen, fik jeg at vide, at det nok var bedst, at jeg ophørte med at tage tabletterne, og så i stedet lod naturen klare det selv.
Allerede dagen efter havde jeg det bedre, og i ugerne efter var mine bryster blot en anelse spændte. Det var tydeligt, at kroppen var ved at indrette sig efter den nuværende situation.

Roligere barn

Nu stod den altså på modermælkserstatning, og Daniel blev mere rolig. Jeg var til tre samtaler med min læge, og undervejs fik hun åbnet op for nogle ting, som bare er blevet undertrykt i mange år. Lægen mente, at vi skulle se tiden an, fordi det ville tage tid at arbejde sig gennem en svær fødselsdepression.
De næste måneder blev svære for min familie og jeg, for jeg følte mig stadig meget utilstrækkelig som mor. Jeg kunne stadig ikke klare, hvis Daniel skreg, og jeg syntes stadig, at han var urolig og grædende hele tiden. Når han græd, holdt jeg mig for ørerne, og græd selv som pisket.
I den efterfølgende periode lukkede jeg mig mere og mere ind i mig selv, nærmest inde i min egen skal. Når jeg i dag ser tilbage på den periode, er jeg uhyre ked af , at jeg ikke tog mig lidt mere af Simone, men jeg kunne ganske enkelt ikke! Denne periode var, for hende, også præget af hendes egen usikkerhed, og hun var selvfølgelig ked af, at jeg havde det sådan.
Det gjorde det ikke lettere, at min forældre og min søster hele tiden kom med hentydninger om, at jeg vel sagtens kunne ordne ting derhjemme, for det kunne vel ikke være så svært at passe et barn. Det gjorde mig rasende og dybt såret, for det måtte da betyde, at jeg ikke kunne finde ud af det! Det har skuffet mig meget, at jeg stort set ingen opbakning har fået fra min egen familie. Jeg fik nærmest følelsen af, at jeg burde skamme mig over, ikke at holde af en så dejlig baby som Daniel. Jeg ved, at hvis jeg selv kendte en person, der havde en fødselsdepression, ville jeg aldrig have ladt hende i stikken. Det værste er, at de fleste mennesker vælger at ignorere én fuldstændig - og det kunne jo rent faktisk ramme dem selv, eller én af deres nærmeste.

Næste skridt - samtale

Jeg fik det ikke bedre, og besluttede at bede om en samtale med jordemoderen og lægen fra Simones fødsel i 1994. Dengang havde jeg været ramt af svangerskabsforgiftning, og var indlagt tre uger før fødslen blev igangsat. Jeg følte, at der måske kunne ligge nogle ting fra den periode, og fra den fødsel, i min underbevidsthed og ulme.
Til mødet med jordemoderen og lægen talte vi lidt frem og tilbage, og endte op med, at det nok var en idé at komme i terapi hos en psykolog. Jeg fik en aftale med en psykolog. Gerda, som psykologen hedder, var en meget behagelig person, som straks fik mig til at føle mig mere rolig. Det var meget hårdt at ribbe op i nogle ubehagelige ting fra min fortid. Ting, som jeg har forsøgt at fortrænge, fordi de var for komplekse. Gerda havde en evne til, hele tiden, at vende tilbage til nogle emner, som hun kunne mærke, at jeg var angst for at berøre, eller ked af at tale om.

Savn og skuffelser

En af de ting der blev afdækket, er mit forhold til min mor. Dette har aldrig været et ordentligt forhold. Jeg oplever, at hun aldrig har haft tid til at interessere sig for mig. Hun har altid brugt sin tid på sin første søn, som kun er min halvbror, men hun glemmer altså lige, at hun også har en datter - og endnu én! Min halvbror er altid blevet overbeskyttet, og der var i hvert tilfælde ingen, der skulle komme og sige, at hun opdrog ham på en forkert måde.
Min bror har fået stillet diagnosen skizofreni og har været indlagt på psykiatrisk hospital i lang tid, men bor nu i Herning! På mig virker min mor som en kold person, der er meget bitter på sit liv. Det skuffer mig meget, at hun aldrig har brugt tid på mig. Jeg synes, jeg mangler det nære forhold til min mor, som min datter og jeg har til hinanden. Det bliver nok aldrig en realitet, for min mor har altid fået mig til at føle, at det jeg gjorde aldrig var godt nok, og at de valg, jeg har truffet her i livet, aldrig var gode nok. Min mor har givet mig følelsen af, altid at skulle leve op til ét eller andet ophøjet mål - som f.eks. min kusine, Karin, der blev uddannet jordemoder, mens hun ventede sit andet barn……..
Jeg har siden talt med min kusine, som kunne berette, at ikke alt var idyl, for hun fik også en svær fødselsdepression, der måtte behandles med medicin. Det har været rart at kunne tale med hende, og græde ud ved hendes skuldre, når det var nødvendigt!

Den nye drejning i mit liv!

Psykologen vurderede efter 20 konsultationer, at jeg nu er ved at være så rask, at jeg ikke længere behøver at komme hos hende. Jeg skal dog være meget opmærksom på, at det tager lang tid, før jeg kommer mig helt efter min fødselsdepression. Det kan jeg godt fornemme, for det er langt fra alle dage, der er lige nemme. Men der er flere gode end dårlige dage - nu! Jeg er stadig meget sårbar og følsom, og jeg bliver let ked af det. Jeg prøver at arbejde mig hen i den rigtige retning. Mit humør er svingende, men jeg føler, jeg bliver mere og mere stabil. Jeg er blevet anbefalet at komme med i en selvhjælpsgruppe i Herning, og det ser jeg frem til.
Daniel er nu 10 måneder gammel, og er en dejlig og opmærksom dreng med et stort smil. Han kan kravle rundt, og rejser sig også op ved borde o.lign. de sidste 4 måneder er jeg kommet tættere og tættere på ham, og kan nu sige, at jeg elsker ham og Simone højt.
Det har været en lang og hård kamp at komme på fode igen - og det er vigtigt at tro på, at det er i orden, at man for en periode er en sårbar og svag person - også selv om man hidtil har været den, der har været overordentlig hjælpsom over for andre, og som sjældent har tænkt på sig selv. Det er bl.a. disse råd og tanker, der har hjulpet mig på vej.

Af Dorthe Kjær Kølbæk, Herning