Mit eget private Helvede

Gravid - ikke uden problemer

Det startede sådan set inden jeg blev gravid. Jeg levede i et meget stormfuldt forhold med mange op- og nedture, men trods det, var jeg glad for min kæreste, og vi besluttede at få et barn.
Efter 4 måneder uden p-piller, begyndte det at gå hurtigt ned ad bakke med vores forhold, og jeg besluttede at begynde med mine p-piller næste gang, jeg fik min menstruation. Den kom bare aldrig, for jeg var allerede gravid. Jeg må indrømme, at jeg ikke blev særlig glad for den positive graviditetstest, men jeg er imod abort. Især når man er så gammel, som jeg var (26 år), så jeg begyndte så småt at glæde mig til at få en baby.

Min graviditet var bestemt ikke nogen dans på roser. Dels p.gr.a. meget stærke humørsvingninger, og dels p.gr.a. en slags psykisk vold, som jeg blev udsat for af faderen til mit ufødte barn. Jeg græd næsten hver dag hen mod slutningen af graviditeten, og fandt ingen trøst hos ham. Jeg fik bare besked på at holde kæft, for det var sgu unormalt at tude som en baby hver dag. Tit og ofte er jeg gået grædende hjemmefra, for at være i fred for hans ævl og kævl, for senere at vende tilbage med fornyet styrke, når jeg havde sundet mig lidt, og opbygget lidt mere had til ham. Det eneste der på det tidspunkt afholdt mig fra at sparke ham ud, var min angst for at blive alene med et spædbarn. Men pludselig en dag havde jeg fået nok, og bad ham pakke sine ting og skride med alle sine trusler og alle sine humørsvingninger, og der skete vendepunktet. Han forstod pludselig, at jeg mente, hvad jeg sagde, og at han hellere måtte ændre sin opførsel radikalt. Men sådan noget er jo lettere sagt end gjort, og han fik selvfølgelig en del tilbagefald, og får det stadig af og til - dog sjældnere og sjældnere.

Noget galt med barnet?

Så kom endelig det sidste besøg hos jordemoderen i 38. uge, og pludselig blev der vendt op og ned på mine forventninger og ønsker til fødslen: Hun fik nemlig mistanke om, at barnet lå med numsen nede i mit bækken, så jeg røg til scanning, hvor det ganske rigtigt viste sig, at jordemoderen havde haft ret. Desuden kunne de se, at barnets endetarm var voldsomt forstørret, og de kunne ikke sige noget om, hvorvidt det var noget, der krævede operation eller ej. I værste fald ville barnet ikke have nogen endetarmsåbning. Det blev også konstateret, at barnet vejede omkring 4000 g, så det var for stort til at gennemføre en sædefødsel. Altså blev det besluttet, at jeg skulle have udført kejsersnit to dage senere. Jeg valgte selvfølgelig rygmarvsbedøvelse (selvom jeg i forvejen havde skrevet på min ønskeliste, at jeg ville have fuld narkose i tilfælde af kejsersnit). Jeg måtte jo vide med det samme, om der var noget galt med mit barn eller ej. Behøver jeg at nævne, at de efterfølgende to døgn var de værste i mit liv hidtil? Jeg græd og græd, og tænkte hele tiden på, om barnet ville kunne klare sig, uden næring fra min krop. Hvor var jeg bange.
Den sidste nat før operationen tilbragte jeg på barselsgangen, hvor jeg ikke fik lukket et øje.

Kejsersnit

Kl. 8,00 næste morgen blev jeg kørt til operation. Jeg lå ude på gangen med et saltvandsdrop i hånden, alt imens alle dem, der skulle være med på operationsstuen kom og præsenterede sig og fortalte, hvilken funktion de havde under indgrebet. Jeg var meget bange for, hvordan det ville føles at være ved bevidsthed, mens man blev skåret i.
Jeg har Scheuermann, så de havde problemer med at lægge bedøvelsen. De måtte stikke hele 4 gange. For f.... hvor gjorde det ondt. Jeg græd højt af angst og smerte, og min kæreste græd, fordi han ikke kunne hjælpe mig. Han var magtesløs. Endelig blev jeg lagt ned, og bedøvelsen begyndte at virke. Det var rædselsfuldt at være lam fra brystet og ned, for jeg kunne jo mærke, da de rykkede min datter ud af min livmoder. Det var dejligt at høre hendes første skrig, og dejligt at få hende over til mig.

Da min kæreste gik over på fødeafdelingen sammen med jordemoderen, for at give min datter tøj på, blev jeg MEGET dårlig. Jeg følte, at det hele ramlede ned om ørerne på mig. Jeg blev kold, klam og svimmel og følte, at jeg skulle kaste op, fordi mit blodtryk pludselig faldt meget hurtigt. De tippede lejet så meget de kunne, og der lå jeg så med åben livmoder og hovedet nedad og prøvede at kvæbbe det maveindhold op, som slet ikke var der. Det var meget ubehageligt, for jeg var jo bedøvet fra brystet og ned, og derfor ude af stand til at støde nogetsomhest op med mavemusklerne. Jeg følte, at jeg skulle kvæles! Jeg kan huske, at jeg spurgte, hvornår de var færdige, og jeg fik at vide, at det var de om 10 min. Jeg ville bare ikke være med længere, og følte at nu måtte de ikke røre mere ved mig. De skulle bare lade mig være i fred. NU!!!

Barselsvisitter

Nå men endelig var de færdige, og jeg blev kørt på opvågningen. Jeg skulle ligge nede i den ene ende for mig selv, og der var stillet skærme op, så min kæreste og jeg havde et fredeligt hjørne, hvor vi kunne være sammen med vores datter. Men sådan skulle det slet ikke gå: Jeg lå altså der og ventede på, at min kæreste skulle komme ned til mig, og ind på stuen kommer han med barn, jordemoder OG sin søster! Hun kunne altså ikke respektere vores ønske om at være alene, men det gør nu ikke så meget, for hun fik taget nogle knaldgode billeder nede på fødeafdelingen af farmands første famlende påklædning af Cæcilie. Så det er jeg helt OK med.

Da der var faldet lidt ro over det hele, og jeg havde ringet til min mor, blev Cacilie lagt til mit bryst, hvor hun fik sit første måltid. Imens dette stod på, snakkede min kæreste i telefon med min svigermor. Hun er psykisk syg, og har absolut ingen situationsfornemmelse, og jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til hende. Hun kunne bare ikke vente med at se sit nyfødte barnebarn, og hun fik presset igennem, at hun skulle komme med det samme. I sådan en situation er det meget vigtigt, at ens "bedre halvdel" overholder de aftaler, som man har lavet før fødslen, for man har ikke selv kræfter til at sige nej og tage en eventuel kamp op om sådan et emne.
Hun kom altså, OG DE TOG MIT BARN FRA MIG. Hele formiddagen lå jeg på opvågnignen alene, mens HUN hyggede sig med sin søn og MIN datter.
Jeg lå og øvede mig i at bevæge min storetå, for sygeplejerskerne havde sagt til mig, at når jeg kunne gøre det, måtte jeg komme op på barselsgangen, hvor jeg skulle gense min datter - og endelig! Endelig lykkedes det.

Jeg tror, at jeg allerede på barselsgangen blev påvirket af min fødselsdepression, for jeg kunne ikke lide at være alene med Cæcilie, og græd når min kæreste tog hjem. Jeg ville helst have, at hun sov hele tiden, og hvis hun græd, blev jeg selv nervøs og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Amningen ville ikke lykkes p.gr.a. enorme brystspændinger, og på 5. dagen ville jeg ikke være med til at lide nederlag efter nederlag mere, og blev derfor malket ud og fik nogle piller, der skulle stoppe mælken. Åh, hvilken lettelse! For første gang siden fødslen, blev Cæcilie mæt, og hun sov i 6 timer bagefter. Jeg troede simpelthen, at hun var død, og måtte flere gange hen og lytte til hende.

Hjemme igen - symptomerne får fat

Så kom endelig dagen, hvor jeg skulle hjem. En dag som jeg havde set frem til med meget blandede følelser. Samtidig med at jeg glædede mig enormt meget til at komme hjem til fred og ro, var jeg også rystende nervøs for at være alene med Cæcilie, uden sygeplejerskernes hjælp i ryggen.
De første 14 dage gik meget godt. Min kæreste havde nemlig barselsorlov, og det var hovedsageligt ham, der passede Cæcilie, for jeg var direkte bange for hende. Jeg turde ikke engang have ansvaret for at lytte efter hende når hun sov, så han havde konstant babyalarmen på sig.

Så startede min kæreste på arbejde, og jeg var bare så bange. Jeg kan huske en dag, hvor jeg rendte rundt i huset med en skrigende unge på armen, og vrælede om kap med hende, fordi jeg ikke kunne berolige hende. Jeg havde det kun "godt", når der var et andet voksent menneske til stede, som kunne tage sig af hende, og hvis jeg ikke kunne få besøg, gik jeg op til min mor, eller min farmor med Cæcilie i barnevognen. Jeg var så desperat, at jeg bare måtte hjemmefra i al slags vejr. Min mor og min farmor har sammen med min kæreste således været en kæmpe hjælp.

Min kæreste og jeg levede efterhånden som hund og kat. Vi skændtes over de mindste ting, og han kunne godt mærke, at der var noget alvorligt galt. Jeg græd meget og talte næsten hele tiden om selvmord. Jeg kunne simpelthen ikke se lyset for enden af tunnelen. Jeg kunne ikke forestille mig, at noget nogensinde ville blive normalt igen. Jeg mente, at min datter ville få et meget bedre liv uden mig, for jeg duede simpelthen ikke som mor, og ikke ti vilde heste kunne overbevise mig om det modsatte. Jeg havde konstant dårlig samvittighed overfor Cæcilie. Snart over det ene, snart over det andet. Jeg var glad for at komme i seng hver aften, men samtidig meget ked af det, fordi jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage hul på en ny dag, næste dag og næste dag og næste dag igen. Desuden var jeg altid træt til døde, og når jeg så endelig kom i seng, kunne jeg ikke sove, og når jeg endelig kunne, blev det til en utrolig let søvn, som ikke "gav noget" alligevel.
Jeg var bange og nervøs hele tiden. Havde konstant en indre uro i min krop. Var bange for, at min datter skulle vågne, bange for hende når hun græd, bange for at hun døde mens hun sov, og samtidig ønskede jeg, at jeg aldrig havde fået hende. Jeg ville have, at alt skulle være som det var, før jeg blev gravid.

Hjælp

Min kæreste tog nu endelig affære. Han fik mig overbevist om, at jeg behøvede professionel hjælp, og sammen blev vi enige om, at når jeg skulle til 5-ugers undersøgelse med Cæcilie, skulle jeg fortælle min læge om, hvordan jeg havde det. Det blev slet ikke noget problem at overbevise ham om, hvor dårligt jeg havde det. Så snart jeg skulle til at åbne mig for ham, brød jeg sammen, og han fik min historie indimellem snøft, snot og tårer. Han udskrev noget angstdæmpende medicin til mig, fordi han var bange for, at jeg - hvis jeg ikke fik øjeblikkelig hjælp - ville udvikle en fødselspsykose. Han gik endda så langt som til at foreslå en kortvarig indlæggelse med mit barn på en psykiatrisk afdeling. Dette takkede jeg med det samme nej til, fordi jeg var bange for, at det skulle komme ud på min arbejdsplads. Jeg fik ligeledes en henvisning til en speciallæge i psykiatri, og knap 14 dage senere sad jeg på hans kontor, til min første samtale af mange. Jeg kommer der stadig. Dog kun en gang hver anden måned, for jeg er nemlig blevet sat på de såkaldte lykkepiller, og han vil gerne holde øje med, om jeg stadig har det godt.

Til foråret skal jeg trappes ud af pillerne, hvilket jeg er meget nervøs for. Tænk hvis jeg får et tilbagefald. Hvis jeg gør, skal vi til at prøve med noget intensiv samtaleterapi, sammen med en ny omgang piller.
Min datter vil sandsynligvis altid være enebarn. Jeg er alt for bange for at skulle det hele igennem en gang til.

Nu kan jeg atter se lyset for enden af tunnelen. Jeg er blevet glad og stærk igen, og vigtigst af alt: Jeg er i stand til at føle noget igen.