Terapi med et målbart resultat

Jeg er lige blevet mor til den mest fantastiske tyksak med store, brune øjne og et strålende smil, der får lykkebarometret til at bonne helt ud. Det er anden gang, jeg får lov at opleve glæden ved at blive mor.
I juni 2007 kom Benjamin ud ved et akut kejsersnit. Jeg var ked af, at jeg ikke 'kunne finde ud af' at føde ham – ligesom ved en perfekt fødsel. Ugerne op til den ikke-perfekte fødsel havde været lidt pressede for at sige det mildt. Jeg havde læst på højtryk for at kunne gå til eksamen på jurastudiet, så jeg kunne få den perfekte karakter. Min mand blev et par uger inden termin involveret i et biluheld, hvor heldigvis kun bilen blev skadet, men det var en grim oplevelse, som ikke lige passede ind i alle de perfekte planer. Oven i det hele havde jeg bækkenløsning, så ingen perfekt graviditet til mig.
To uger efter, vi kom hjem fra hospitalet, brød min verden sammen. Lejligheden rodede, og jeg magtede ikke at rydde op. Der var ingen struktur på hverdagen, jeg var vanvittigt træt, og jeg havde ingen kontrol over noget som helst. Jeg græd og græd. Og så kunne jeg ikke græde mere. Jeg forsvandt ind i en verden af angst.
Efter endnu en uge sad jeg overfor min terapeut. Efter at have fortalt min historie og forklaret, hvordan angsten nærmest havde overtaget mig, sagde terapeuten: "Susanne, du har en efterfødselsreaktion, og det er hårdt lige nu. Men jeg lover dig, at får det godt igen". I de efterfølgende sessioner lærte jeg mig selv at kende på en helt ny måde. Det var barsk og befriende. Det var provokerende at skulle erkende, at jeg er perfektionist og kontrolfreak – og det var befriende at få redskaber til at tackle de situationer, som opstår, når tingene ikke skrider frem som planlagt. Det var udfordrende at få til opgave at byde angsten velkommen – og det var befriende at få redskaber til at fortælle selvsamme angst, at jeg ikke kunne bruge den til noget, og at den derfor godt kunne gå væk igen.
Jeg kom ud på den anden side – styrket og som et helt menneske. Efter et halvt år definerede jeg mig selv som rask.
Da vi begyndte at babyplanne igen, vidste jeg, at jeg måtte have en session igen. Jeg kunne nærmest mærke angsten komme snigende, så snart jeg tænkte på, at jeg måske ville komme til at gennemgå endnu en efterfødselsreaktion. Det var godt for mig at få et brush up på de ting, jeg havde talt med terapeuten om i det tidligere forløb, og det gav mig mod på at forstætte babyplanningen.
I februar 2011 kom Anne Sophie til verden. Det var skønt at opleve, at jeg rent praktisk kunne håndtere to børn og tackle de mange uforudsete, små, kaotiske situationer, hverdagen bød på. Jeg mindede mig selv om, at jeg ikke er perfekt mor, og at mine børn også kan opleve mor, der er træt, mor der skælder ud, og måske også mor, der græder.
Halvanden måned efter sad jeg igen hos min terapeut. Panikangsten var begyndt at komme snigende, når jeg skulle amme, og jeg vidste, at jeg skulle have forebyggende hjælp, så jeg ikke kom til at fortabe mig i den forfærdelige følelse. Jeg blev mindet om, hvor vigtigt det er at erkende, at alting ikke kan proppes ned i kasserne inde i mit hoved, at tingene ikke behøver at køre helt af sporet situationen til trods, og at jeg således ikke behøver at planlægge mig ud af selvopdigtede katastrofer. Det var igen befriende at få sat ord på mine tanker og følelser og få snakket om de ting, som fyldte meget. Jeg lærte på en ny måde at mærke efter, hvad jeg har brug for, og give mig selv små gaver i form af at gøre det, jeg har brug for nu og her. Det kan være alt lige fra en varm kop te, en lille lur eller en gåtur. Det er vigtigt, at jeg ikke kun tilsidesætter mig selv, for hey! jeg er her også! Jeg var af sted 3 gange, og jeg gik igen styrket derfra.

Denne forebyggende terapi forstærkede mit forsvar mod mine egne, svage punkter og har således også holdt panikangsten fra døren. Det var en ny situation med et nyt barn, og derfor gjorde denne terapi en klar forskel. Terapien har hjulpet mig til at indse, at katastrofeplanlægning er meningsløs. Det er nok den største gave, jeg har fået, for derved skal jeg ikke længere planlægge mig ud af alle situationer på forhånd for, at min hverdag kan blive fantastisk. Hverdagen kan sagtens være fantastisk, selvom vi kommer en halv time senere ud af døren, eller Anne Sophie sover en time længere end forventet. Det er en længerevarende proces at arbejde med mig selv ud fra den lærdom, men jeg er nået dertil, hvor jeg kan hilse hver eneste dag velkommen med de ting, den nu indebærer - både det planlagte og det uforudsete. Resultatet af terapien er målbart.
Susanne