Mig og Emilie

Da jeg blev gravid i marts måned 1999, troede jeg at jeg i de næste 9 måneder skulle være overlykkelig og stråle som en sol - jeg havde jo læst om kvinder, der bare blomstrede op og blev rigtig smukke når de blev gravide. Der skete bare det mærkelige, at det ikke var lykken og jeg følte mig helt anderledes end jeg havde regnet med. Jeg var ikke så overlykkelig og følte på ingen måde at jeg strålede og var “en smuk gravid” som så mange sagde.

Jeg følte mig fremmed overfor mig selv og kunne slet ikke finde ud af, at jeg nu skulle til at dele min krop med en anden i 9 måneder. Jeg følte at jeg selv som individ blev en lille smule udslettet. Blandt andet på arbejdet deltog mange, som jeg egentlig overhovedet ikke kender fra andre sammenhænge end rent professionelle, meget levende i min graviditet, og jeg blev ret hurtigt træt af at svare på hvordan jeg havde det, for jeg følte at jeg var nødt til at svare at jeg havde det glimrende, men i virkeligheden havde jeg det virkeligt dårligt.

Jeg kan huske en aften - jeg har været ca. 20 uger henne - hvor jeg bare sad inde på gulvet i det kommende børneværelse og tudede. Jeg troede simpelthen jeg var ved at få knald i låget og skammede mig helt vildt over ikke at være overlykkelig for at være gravid. René var fantastisk. Han har hele tiden sagt, at der garanteret var andre end mig der ikke syntes det var ren lykke i 9 måneder. Hvorfor kunne jeg så ikke læse om nogle af dem i de utallige magasiner og blade for gravide ?. Der stod intet om at det kunne være en blandet fornøjelse at være gravid. Til gengæld stod der uge for uge hvordan jeg skulle føle mig og omkring uge 20 hvor jeg altså befandt mig skulle jeg være “meget lykkelig og forventningsfuld”. Jeg kan godt se nu, at man selvfølgelig ikke kan generalisere og skrive om hvordan alle gravide kvinder føler sig, men på det tidspunkt kunne jeg slet ikke se på det sådan - jeg troede altså bare at jeg var ved at blive sindssyg, fordi jeg ikke var “meget lykkelig og forventningsfuld”.

De sidste 2 måneder var jeg virkelig træt af at være gravid. Familie og venner var enormt forventningsfulde og glædede sig meget til vi fik en lille baby. De kunne for eksempel finde på at spørge “har du da ikke snart tænkt dig at føde” ?. Der var jo ikke noget jeg hellere selv ville, og jeg kan godt se nu at de ikke sagde noget for at genere mig, men det fik mig til at få det endnu dårligere og gav mig lyst til at lægge mig i min seng og blive der indtil babyen var blevet født, for jeg var helt sikker på at når bare babyen var “ankommet” skulle jeg nok få det helt fint og blive glad igen.

Der var selvfølgelig også gode dage. F.eks. når Rene og jeg planlagde børneværelse, snakkede navne og tog på indkøb i BabySam. Så var jeg lykkelig og glædede mig meget.

Jeg var meget nærtagende og blev helt vildt ophidset når nogle følte det som deres forbandede pligt at fortælle mig om hvordan jeg og mit dejlige liv sammen med René totalt ville forandre sig til det langt værre når babyen ankom. Jeg blev virkelig gal, for selvfølgelig får man da selv en lille englebasse, der sover, spiser og prutter helt eksemplarisk - det er da kun de andres snotunger der hyler og skriger og ikke vil spise ordentligt!

Jeg havde det virkelig psykisk dårligt med at være gravid, og jeg blev ved med at sige til mig selv at alt ville blive godt når bare babyen var blevet født og jeg igen fik min krop for mig selv.

Jordemoderen havde sat min terminsdato til fredag den 17. december 1999. Jeg ville så frygtelig gerne føde før tiden for jeg var virkelig træt af at være gravid. Ved en konsultation da jeg var i uge 37 sagde hun, at hun jo selvsagt ikke kunne love mig at føde før tiden, men at barnets hoved nu havde stået så dybt i lang tid, at hun havde svært ved at se mig gå 14 dage over tid. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg ville føde tidligere end beregnet - det havde min mor jo gjort !. Så da der den 17. december 1999 stadig ikke var sket noget, tænkte jeg at nu skulle jeg nok selv sørge for at den unge kom ud. Jeg talte med min mor i telefonen om formiddagen og hun var ved at besvime da jeg sagde at jeg var på vej i svømmehallen. Hun sagde - måske mest i sjov, kan jeg se bagefter - at så skulle jeg da også tage og købe noget amerikansk olie og drikke det - så skulle der nok komme gang i den fødsel.

Jeg tog i svømmehallen og på vej hjem gik jeg lige i Matas og købte en flaske amerikansk olie. Da jeg kom hjem tog jeg en skefuld - det smagte egentligt ikke så slemt som jeg havde regnet med! Der skete ikke det mindste så jeg tog en skefuld mere, og så skal jeg lige love for at det kom gang i forretningen.

Ved 15-tiden mærkede jeg ligesom nogle stik af menstruationssmerter. Jeg havde jo ikke prøvet det før, så jeg ringede til fødegangen og spurgte om det kunne være veer. Jordemoderen sagde at det kunne det meget vel, men at der kunne gå timer inden der rigtigt skete noget. Da René kom hjem fra arbejde sagde jeg bare henkastet “jeg tror jeg har fået veer”. Han blev lidt mærkelig, men jeg forsikrede ham om at han sagtens kunne tage ned til sine forældre i Køge og bytte julegaver, som det hele tiden havde været planen for den 17. december. Han kørte afsted, men han havde ikke været væk mere end et par timer, før jeg alligevel fortrød at han ikke var hos mig, så jeg ringede efter ham, og han skyndte sig hjem.

Kl. 20 var jeg overbevist om at jeg var lige ved at føde. Vi tog til fødegangen, og min konsultationsjordemor Lone var heldigvis på vagt. Hun mærkede på mig og sagde at der var lang vej igen - jeg havde næsten ikke åbnet mig. Nå - hjem igen og afsted igen kl. 23.00. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi drømt om at veer kunne gøre så ondt. Jordemoderen sagde at det var op til mig selv om jeg ville blive eller om jeg hellere ville hjem igen. Jeg valgte at tage hjem. René gik i seng og jeg prøvede også at få hvilet mig. Da kl. var 03.00 føltes det som om jeg var ved at revne. Vi tog igen afsted. Jeg blev undersøgt og var nu ca. 3-4 cm. åben.

I løbet af natten kom jeg i badekar - det var dejligt. Der sad jeg så indtil min lille pige var født kl. 7.51 lørdag morgen.

Jeg synes selv jeg var vildt god til at føde. Jeg bandede nok mere end jeg normalt gør, men det gjorde også meget meget ondt, så jeg synes det var meget rimeligt. Da barnet kom plumsende ud i vandet hev Lone hende op af vandet og skulle lige til at lægge hende på min mave, da jeg bare hørte hende sige “så for satan”, og så flåede hun min lille baby væk fra mig og over på en briks. René var helt bleg og jeg råbte og skreg hvad der var galt - de værste tanker nåede at flyve gennem mit hoved. Jeg sad der i badekarret, der var fyldt med blodrødt vand og tudede. Jeg var så bange for at hun var død eller der var noget alvorligt galt med min lille pige. De næste timer er helt tågede for mig. Jeg kan godt huske brudstykker af timerne derefter, men René har måttet hjælpe mig med at få sat det hele lidt i orden oven i hovedet på mig.

Jordemoderen forklarede at navlesnoren var knækket og det havde væltet ud med blod. Hun syntes vores lille pige var meget bleg og hun var bange for at hun havde mistet for meget blod. Da Frederiksberg Hospital ikke har nogle børnelæger blev der sendt bud efter en børnelæge fra Hvidovre Hospital. Det tog 2 ½ time inden han kom og det føltes som 100 år. Det var forfærdeligt - jeg lå der på en hård briks og ventede på at blive syet og Rene rendte frem og tilbage mellem babyen og mig og var helt hvid i hovedet. Vi anede ikke om der var noget i vejen eller om vores lille pige var som hun skulle være.

Det hele var så uvirkeligt og hvor der til selve fødslen kun havde været mig og René og jordemoderen, var der nu 8 mennesker på den lille fødestue. Alle læger og sygeplejesker talte med hinanden som om René og jeg slet ikke var der. Bagefter fortalte René mig at der havde været så meget blod på gulvet under den briks hvor jeg lå og at han havde været forfærdelig bange for at miste mig. Jeg troede kun timerne efter fødslen var rigtig slemme for mig, men jeg kan godt se nu, at det har været en frygtelig oplevelse for ham også.

Heldigvis var vores lille pige helt i orden og der var slet ingen grund til at være nervøse. Godt nok tænkte jeg, nu skal det nok gå. Min mor og far kom ind på fødestuen og var de første der så min lille pige. Det betød meget for mig, for jeg var vildt stolt over at have lavet hende.

Efter nogle timer blev vi rykket over på barselsgangen og de næste 4 dage blev det værste mareridt. Min lille pige græd meget og sov næsten ikke om natten. Der var så meget larm og uro og der var så mange der kom og besøgte os, at det om mandagen bare blev for meget. Lige pludselig sortnede det bare for mig og jeg begyndte at stortude. Jeg ville hjem. Igen tænkte jeg - nu bliver det godt - bare jeg kommer hjem. René hentede os tirsdag eftermiddag og hele vejen hjem stortudede jeg - jeg havde det som var jeg blevet sluppet ud af et fængsel.

Jeg troede at det ville blive forholdsvist nemt at være hjemme. Altså små spædbørn laver jo ikke andet end at sove, spise og prutte - hvor svært kan det være. Jeg havde bare ikke lige regnet med at de også græder og min græd rigtig meget.

I alle mulige andre situationer har jeg altid haft forholdsvis styr over mit liv og mine følelser. Nu kunne jeg bare slet ikke styre noget som helst. Jeg tudede omkap med babyen og fik slet ikke sovet om natten.

Vi havde fået et kolikbarn. Det er det værste jeg nogensinde har oplevet. Hun skreg hver nat i 7 timer og vi fik slet ikke sovet. Jeg fik det mere og mere dårligt, og kunne til sidst slet ikke styre mig selv og mine følelser. Nogle dage græd og græd jeg bare, uden at kunne sige præcis hvorfor. Jeg var bare så træt og hadede den unge så meget at jeg skammede mig helt forfærdeligt. Man må da ikke hade sin lille englebasse. Nu bagefter kan jeg godt se at det er OK at hade et barn der bare skriger og skriger, men i situationen troede jeg alvorligt talt at jeg var ved at blive sindssyg. Det var så forfærdeligt ikke at elske sit barn, jeg havde jo troet at jeg ville få det rigtig godt når bare hun var blevet født. Jeg fik det bare endnu værre.

Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden min mor. På en eller anden måde var jeg vel kommet igennem det uden hende, men hvordan ved jeg ikke - hun var der bare for mig. I starten tror jeg nok at hun troede at jeg overdrev, når hun spurgte hvordan jeg havde det og jeg svarede at jeg ville give min højre arm for at få mit “gamle” liv tilbage, og at jeg slet ikke synes det var nogen fornøjelse at være blevet mor. Jeg tror først at det var da hun for 2. eller 3. gang måtte samle mig op helt nede i kulkælderen, hvor jeg bare sad og tudede hele dagen, at hun for alvor så at jeg mente det når jeg sagde, at hvis jeg havde kunnet aflevere Emilie igen så havde jeg gjort det uden at blinke med øjnene. Jeg hadede hende virkelig. Jeg var så bange som jeg aldrig har været før. Jeg kunne slet ikke kende mig selv, jeg var aggressiv og virkelig bange for om jeg kunne finde på at gøre Emilie fortræd når hun bare skreg og skreg. Desuden gik det rigtigt dårligt mellem mig og René og vi hakkede bare helt vildt på hinanden.

Mod Emilie´s kolik prøvede vi både zoneterapi og kiropraktor og langsomt da hun var 2 ½ måned gammel begyndte hun at få det bedre. Ligeså langsomt. Jeg forventede at nu ville jeg også få det bedre. Det fik jeg bare ikke, jeg blev ved med at tude og kunne stadigvæk slet ikke kunne styre mine følelser. En dag hvor jeg bare sad og skiftevis tudede og gloede tomt ud ad vinduet spurgte min mor om jeg kunne forklare hvad der havde udløst en nedtur netop den dag. Og det var jo næsten det værste, for jeg kunne ikke mere sige at det var fordi ungen skreg døgnet rundt, for det gjorde hun ikke. Der var sådan set ikke rigtig nogen grund og derfor følte jeg også virkelig at det begyndte at rable rigtigt for mig. Jeg kunne sidde og se på et billede eller på fjernsynet og pludselig var det som om det hele kom væltende ned i hovedet på mig. Hele rummet kunne køre rundt.

René lukkede sig også lidt inde i sig selv og følte sig vist ret hjælpeløs, for samtidig med at jeg havde det så utroligt dårligt, lagde jeg ikke skjul på at jeg var og blev den bedste for Emilie. Min mor var her meget og det var guld værd, for hun havde bare så meget overskud og var så god til at tackle Emilie, men det var også svært for alting var så nemt når bare min mor var her og så forfærdeligt svære og uoverskuelige når hun var taget hjem igen.

En dag da Emilie var ca. 3 måneder og det hele bare igen var noget møg og jeg havde en kæmpe tudetur, foreslog min mor mig at få talt med en psykolog. Først var jeg afvisende for jeg følte at jeg både hos min læge og hos sundhedsplejersken havde prøvet at bede om hjælp. Da jeg prøvede at fortælle lægen at jeg havde det dårligt og at jeg syntes Emilie græd frygteligt meget, var hendes kommentar: "Nå - ja alle børn græder lidt, men har du og din mand i øvrigt startet samlivet igen ?"! Ja-ja-da selvfølgelig dit fjols, når vi har en kolikunge der skriger 20 timer i døgnet. Møgkælling. Sundhedsplejeskens kommentar var bare, at nu måtte jeg altså også se at få lidt struktur på Emilies dag, og at hvis jeg fik det værre skulle jeg bare sige til!

Det var jo sådan set det jeg gjorde, og værre hvornår var det - når jeg havde kastet hende ud over altanen eller knaldet hende en i røven ?. Jeg var også lidt bange for at blive betragtet som sådan et "tilfælde", hvis jeg blev nødt til at søge hjælp hos en psykolog. Nu bagefter kan jeg godt se at det var noget pjat at tænke: man går jo også til lægen hvis man har ondt i foden og sender sin bil til mekaniker hvis der er noget der ikke virker på den.

Jeg fik en tid hos Kirsten Lindved, der er tilknyttet GAIA-instituttet. Første gang var jeg der alene og de to næste gange var René med, og det betød utroligt meget, for ud over at jeg var enormt forskrækket over mine følelser overfor Emilie, var jeg frygteligt bange for at miste Rene. Jeg kunne godt se at han havde det vildt dårligt over at se hvordan jeg havde det. Hans ellers altid stærke og handlekraftige kone, sad bare der og gloede lige ud i luften, når hun da ikke lige tudede. Vi hakkede helt vildt på hinanden og jeg syntes ikke han kunne finde ud af noget som helst. Jeg havde meget svært ved at overlade Emilie til ham, for han følte sig lige som jeg selv magtesløs overfor hende når hun bare skreg og skreg og kom til at råbe ad hende. Men på en måde synes jeg det var mere rimeligt og mindre forfærdeligt at jeg kom til at råbe ad hende end at han gjorde - det er ikke logisk, det ved jeg godt nu.

Hos Kirsten Lindved fik vi talt om en masse ting og allerede efter to gange havde både jeg og René & jeg det meget bedre. Det jeg hovedsageligt fik ud af samtalerne med hende var, at jeg ikke var den eneste i verden der havde prøvet at hade sin unge, jeg var heller ikke skruptosset når jeg tudede en hel dag, jeg var bare fuldstændig drænet for energi og kræfter. Hun beroligede mig også - jeg skulle nok komme til at elske min unge.

Nu er Emilie 3 ½ måned og allerede nu kan jeg ikke forstå at det var hende - min lille marcipangris - der skreg og skreg døgnet rundt for bare 1 måned siden. Hendes kolik har resulteret i at hun er blevet en rigtig lille selskabspapegøje, der har det bedst på sin mors eller fars arm, for hun har jo været vant til lige fra start at blive båret rundt. Vi havde jo ikke rigtigt noget valg, når hun skreg sådan.

Jeg synes stadig at jeg skal kæmpe med mig selv nogle dage, og det er ikke altid lige så sjovt som jeg havde forestillet mig. På mange måder synes jeg det er dejligt at gå hjemme hos Emilie, men på mange andre måder glæder jeg mig vildt til at komme på arbejde igen. Jeg har nu alligevel valgt at tage forældreorlov i forlængelse af min barselsorlov, for jeg synes at jeg skylder både Emilie og mig selv at have nogle gode måneder sammen nu efter al det dårlige vi har været igennem.