ImageDescription

Dorthes oplæg i GAIA-Instituttet lørdag d. 12.5.2012.

Præsentation:

Jeg hedder Dorthe, er 38 år og mor til 3 børn. De to ældste er Thea på 12 og Albert på 8 og de er fra et tidligere ægteskab, og den yngste er Amalie på 1½ år, og det var i tiden efter hendes fødsel, at jeg oplevede en efterfødselsreaktion. Den vender jeg tilbage til.

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg synes, at det er svært at skildre en så kaotisk tid i ens liv helt præcist, fordi når man får det på afstand, så rationaliserer man lidt over det, putter det i nogen kasser, så man kan bære det videre med sig, og teoretiserer lidt over det. Hvis der derfor sidder nogen her, der står midt i en reaktion, så skal I vide, at selv om jeg nu virker nogenlunde "samlet" og i balance, så er det ikke mere en lidt over et år siden, at jeg følte, at jeg svævede rundt i et tomrum, og at den mindste lille vind kunne blæse mig fuldstændig omkuld. Mit selvværd var i bund; jeg var ude i en identitetskrise; alt var kaos og jeg kunne ikke finde op og ned på mig selv.

Lidt om min baggrund:

Jeg er uddannet translatør i engelsk og har som nævnt to børn fra et tidligere ægteskab, der sluttede for 5 år siden, hvor jeg mødte min nuværende kæreste og far til Amalie. Jeg mistede min mor pga kræft, da jeg var 15 og har derfor skulle være voksen i en ung alder. Hvor meget det har spillet ind på min efterfødselsreaktion vil jeg ikke gisne om, men det skal selvfølgelig nævnes, for at I ved, hvem jeg er. Jeg har tidligere oplevet milde til moderate depressions-perioder i forbindelse med særlig belastning i mit liv, og jeg har taget lykkepiller siden jeg var 24. Generelt betragter jeg lykkepillerne som mit insulin, og til hverdag tænker jeg slet ikke over, at jeg tager dem, og jeg føler mig generelt helt almindelig og velfungerende.

…

Da jeg var 33 mødte jeg min nuværende kæreste, der hedder Ho Kei (et kinesisk navn), på vores fælles arbejdsplads. Ho Kei er 6 år yngre end mig. Jeg var på det tidspunkt gift og havde været det i 10 år . Jeg valgte at tage springet fra min sikre trygge tilværelse til en ny uvis fremtid med en kæreste, som jeg var lidenskabeligt forelsket i. Jeg havde to børn fra mit ægteskab og var egentlig færdig med babyer. Ho Kei var indstillet på ”pakkeløsningen” og ville acceptere, hvis jeg ikke ville have flere børn. Fra starten af vores forhold vidste jeg dog, at jeg synes, at det var et alt for stort offer fra hans side, som han ikke på nogen måde kunne kende konsekvenserne af. Derfor gjorde jeg også hurtigt op med mig selv, at jeg på et tidspunkt ville skænke ham et barn – men kun ét. Og i takt med at hans venner begyndte at få børn og jeg kunne se hans interesse i det, blev jeg også mere og mere sikker på, at det var det rigtige, at han skulle være far.

De fem år, vi havde været sammen inden Amalie blev født, havde jeg dog vænnet mig til kun at være mor på fuldtid hver anden uge, da mine børns far og jeg har dem en uge hver. Og indrømmet - jeg nød mine "fri-uger" som voksen. Det gav mig på en måde mulighed for en "anden" ungdom, hvor jeg ikke skulle planlægge aftensmad, madpakker etc. Et frirum, hvor jeg kunne dyrke mine egne interesser, være spontan og ikke hænge i en konstant klokkesnor. Det er faktisk lidt et tabu at indrømme, at det også var fedt at være "fri for børn"- for selv om jeg savnede mine ældste børn meget, når de var hos deres far, så nød jeg også at være så privilegeret, at jeg kunne have "to liv i et" - omend det nogen gange har været et surrealistisk skift fra at være mor til at være "sig selv".

Beslutningen:

1½ år inde i vores forhold smed jeg p-pillerne (mit biologiske ur tikkede jo allerede lidt). Beslutningen var velovervejet; jeg havde sågar talt med skolepsykologen på Theas skole om, hvordan jeg skulle tackle det bedst i forhold til især Thea, der er ældst, at der måske kom en halv-lillesøster eller halv-lillebror i deres liv. Jeg havde nemlig allerede i tankerne dårlig samvittighed over, at jeg jo i sagens natur ville komme til at være der fuld tid for mit tredje barn, hvor jeg kun var der halv tid for mine to ældste. Det var vigtigt for mig, at de to ældste skulle inkluderes så meget som muligt, at de ikke skulle føle sig som "gæster" i en ny familie, og at de forhåbentlig skulle komme til at opfatte den nye baby som en "hel-" og ikke en "halv-søskende". Det fik jeg en rigtig god snak med skolepsykologen om, og hun understøttede mig i, at det var bedst at få nr 3 nu, inden Thea, der dengang var ni, ville ramme teenage-årene, hvor hun selv ville skulle tackle en masse forandringer.

Det skulle imidlertid vise sig, at det ikke var lige så nemt at blive gravid tredje gang, og jeg blev efterhånden i tvivl om, jeg var ved at "tørre helt ud” som kvinde. Først efter 9 måneder, var der to streger på graviditetstesten, men det var en mærkelig start, som ikke mindede helt om de to første gange jeg var gravid. Jeg havde en del smerter, var oppustet og pletblødte lidt. Det viste sig at være en graviditet uden for livmoderen, som jeg blev akut opereret for i 7. uge. Det var mere eller mindre "i sidste øjeblik"; for det viste sig, at jeg havde 700 ml blod i bughulen, og at æggelederen havde været tæt på at briste. Men ingen havde villet høre på mig, før jeg var ved at besvime derhjemme af smerter og fik min kæreste til at ringe efter en ambulance og køre hjem fra arbejde!  

Det lykkedes heldigvis kirurgen at bevare begge æggeledere, og jeg kom mig ret hurtigt ovenpå den omgang. Nu vidste jeg trods alt, at vi kunne blive gravide. Jeg var faktisk mest chokeret over ikke at være blevet taget alvorligt af egen læge og af de gynækologer, der havde scannet mig blot dagen inden operationen.

Operationen "kostede" mig en uddannelse, jeg var i gang med som fitnessinstruktør. Jeg havde længe gerne villet tage en uddannelse som aerobic-instruktør, som jeg kunne arbejde med ved siden af et deltidsjob. Det var en drøm, der var ved at tage form i mit hoved og også en stor personlig grænse, jeg var ved at rykke, da jeg egentlig aldrig helt havde troet på, at jeg ville få det gjort. Jeg fik dog mulighed for at starte op på uddannelsen om foråret igen, og havde på dette tidspunkt en af de fedeste perioder i mit liv. Det var SÅ fedt at tage uddannelsen; der var team-spirit på holdet; jeg fik arbejdet meget med mig selv mentalt og fysisk og fik sågar en kontrakt på hånden, allerede inden jeg havde taget den endelige eksamen. I denne periode prøvede jeg stadig at blive gravid, vel vidende at graviditet og ny baby nok ville kollidere en lille smule med et nyt fritidsjob som instruktør. Men eftersom jeg nu havde forsøgt at blive gravid i over et år, syntes jeg ikke, at jeg kunne sætte alt på hold, for så ville det også bare blive en besættelse at vente på, om menstruationen nu udeblev hver eneste måned. Selvfølgelig - som med alt andet - skulle det vise sig at lykkes lige præcis en måneds tid før min eksamen som instruktør. Når jeg siger selvfølgelig, mener jeg, at jeg var "fyldt op" af så meget andet, havde det fantastisk, kunne overkomme alt. På dette tidspunkt var min mormor alvorligt syg og på vej på plejehjem og min kærestes bedstemor lå for døden, men jeg jonglerede arbejde, sygebesøg, uddannelse, rollen som mor til Thea og Albert og havde i det hele taget vildt meget energi. Jeg gik sågar med en lille ide om at sige mit fuldtidsarbejde som chefsekretær op og satse på fitness-branchen; at give denne branche min fulde opmærksomhed. At starte lidt "på en frisk"; anskue mit liv lidt anderledes - som fuldt af muligheder - alt kunne lade sig gøre...

Og så var der gevinst! Jeg var blevet gravid. Jeg havde blandede følelser omkring det positive resultat. Jeg glædede mig over, at det langt om længe var lykkedes; glædede mig til at få chancen for igen at blive mor og skulle opleve alt det fascinerende, der ligger i at bringe et nyt menneske til verden. Samtidig vidste jeg af erfaring, at jeg ville få voldsom kvalme i en periode, og hvordan skulle det hænge sammen med at undervise som nyuddannet instruktør; for ikke at tale om min ide om at sige mit faste arbejde op - en ide, jeg faktisk var blevet temmelig hooked på. Det ville jo betyde, at jeg vinkede farvel til barsel med løn i 6 måneder, og hvor klogt var nu det??? Jeg vendte og drejede disse problematikker en del med en åndedrætsterapeut, jeg gik hos, og som har hjulpet mig meget med at "finde mig selv". Hun fik på et tidspunkt sagt til mig, at hvis jeg skulle gøre noget for mig selv/prøve noget nyt, skulle jeg da netop gøre det i tiden inden fødslen. Betragte månederne, der lå foran mig, som "mine" og realisere de ideer, jeg gik med. Og det gjorde jeg så.
Jeg fik min eksamen som instruktør lige før den allerværste kvalme startede, sagde mit job op, og glædede mig til at skulle undervise som instruktør og have tid til de store børn.

Men....så begyndte virkeligheden at banke på , og nogle døre begyndte at lukke sig. Jeg måtte droppe timerne som instruktør pga kraftig kvalme og følte virkelig, at det var bittert. Bittert i en grad, der gjorde, at jeg helst ikke ville tale om det, eller træne i det center, hvor jeg skulle have undervist. Samtidig syntes jeg jo også, at det var et "lille offer" at bringe for at få et længe ventet barn med min kæreste, og jeg kunne jo bare tage undervisningen op senere. Jeg så frem til mere tid med de store børn; tænkte at jeg skulle komme rigtig tæt på dem, inden der kom et nyt familiemedlem; Albert skulle starte i skole efter sommerferien, så på den måde var det også fint at have meget tid til familien....Alt i alt en masse rationaliseringer, alle sammen rigtige nok, men funderet på tabet af en af ”mine” drømme, som jeg måtte vinke farvel til.

Tilbage på job:

Surrealistisk nok skulle det vise sig, at min chef - som jeg ikke havde været ked af at stoppe med at arbejde for pga hans tilgang til medarbejderne og hans i mine øjne forkvaklede værdier - blev fyret to dage efter, at jeg havde haft sidste arbejdsdag. Hans person havde været en stor medvirkende årsag til, at jeg let kunne give slip på mit job, for jeg var glad nok for kollegaerne og mente egentlig, at jeg havde meget at give af til firmaet. Jeg kom bare ingen vegne med ham som chef. Og i og med at jeg arbejdede som sekretær for ham, var det personlige forhold vigtigt.

Jeg fik at vide af gode kollegaer, at min tidligere chefs overordnede havde brug for en, der kunne tage sig af tingene i Danmark, mens en ny chef blev kørt ind, og at den nye chef, skulle pendle mellem Holland og Danmark og derfor ville have behov for en sekretær, der kendte forholdene på det danske kontor. Og skæbnen ville, at jeg blev ringet op dagen efter fyringen af min chef og inviteret ind til en samtale hos hans chef. Jeg havde på dette tidspunkt kun nået at være ”arbejdsløs” i en uge og en dag.

Det kan virke lidt skizofrent, men jeg var faktisk allerede begyndt at kede mig lidt i tankerne om rollen som hjemmegående mor indtil fødslen, efterfulgt af barsel, og når nu jeg ikke kunne tjene bare lidt som instruktør, var det måske fornuftigt nok at få sit job "tilbage" og sikre sig løn under barsel. Jeg tænkte, at det var en "win-win" situation, for jeg fik forhandlet mig til nedsat tid (så kunne jeg stadig tilgodese Albert og Thea; dem havde jeg jo lovet at stå klar med nybagte boller), og jeg fik ansvaret for en mindre personalegruppe (noget som jeg også længe havde kæmpet for). Jeg kom stort set tilbage på samme kontrakt som før, blot med en ny hollandsk chef, som jeg snart mødte og fandt sympatisk. Jeg følte mig heldig, at tingene trods alt havde flasket sig, og jeg havde gjort min nye chefs chef opmærksom på min graviditet, hvilket han ikke anså for et problem, så længe jeg kunne forestille mig at komme tilbage til firmaet efter endt barsel. Hvor heldig kan man være? Det eneste "men", men det var blot en formalitet, blev jeg forsikret om, var, at min kontrakt ville være begrænset til 3 måneder til at starte med, men det skyldtes ene og alene, at regnskabsåret var ved sin afslutning, og at det finansielle klima gjorde, at man lige skulle vente til det nye budgetår med at få den gjort permanent... Det godtog jeg - jeg følte jo virkelig, at de ville have mig - de havde trods alt kontaktet mig, lige efter at jeg selv havde sagt op!

En kold spand vand i hovedet

Sommeren gik; jeg voksede støt og roligt, kvalmen slap sit tag, den store midtvejs-scanning blev vel overstået; og jeg var glad for mit "nye" job.
Kort tid før udløbet af de 3 måneder, som kontrakten i første omgang varede, gik jeg en morgen ind til min nye hollandske chef, en af de dage han var i København, og spurgte lidt henkastet om det ikke var ved at være på tide, at vi fik gjort kontrakten permanent, som det jo hele tiden havde været planen. Han så straks meget alvorlig ud, og sagde, at når jeg nu selv havde bragt det op, så måtte han meddele mig, at det var blevet besluttet IKKE at forlænge kontrakten, da man alligevel ikke mente, at der var behov for en chefsekretær i København!!!!!!!!

Den havde jeg ikke set komme - måske naivt af mig - men jeg blev fuldstændig overrumplet. Min første indskydelse var at skride derfra på stedet og give fanden i det hele. Men så satte en anden side af mig ind - nemlig en, der sagde "lad mig blive tiden ud, så de kan se på min voksende mave og få rigtig dårlig smag munden over at have "fyret" en gravid”. Firmaet blev ved at holde fast i, at det intet havde at gøre med, at jeg var gravid, men at det aldrig havde været på tale at forlænge kontrakten ud over de 3 måneder… Min chefs chef, der havde genansat mig, var i løbet af sommeren gået på pension, men bekræftede over for mig på mail, at det også havde været hans klare opfattelse, at kontrakten ville blive forlænget, og at også han var chokeret over tingenes udvikling. Jeg besluttede mig for at indsamle beviser på, at det ikke bare var i mit hoved, at jeg var blevet stillet en fastansættelse i udsigt. Jeg ved ikke, om I kender filmen "Erin Brockovitch" med Julia Roberts i hovedrollen, men i bedste Erin Brockovitch-stil gik jeg igang med at "sikre mig beviser" til at anlægge en sag mod dem, for de skulle fand’me ikke slippe afsted med at behandle mig sådan. Jeg sendt emails videre til min private mail og sugede til mig på diverse møder af snak om nyansættelser og andet, der ville modbevise argumentet om firmaets dårlige økonomiske situation. Alt dette imens jeg ”opførte” mig professionelt og gjorde mit arbejde godt. Men…jeg følte mig ramt på min kvindelighed; jeg følte mig personligt ydmyget (følte at jeg havde været naiv og dum at tro på de løfter, jeg havde fået), og jeg var også bange, for nu ville jeg vitterligt stå over for mange måneder i eget selskab, først inden fødslen og dernæst på barsel. Og nu havde jeg jo faktisk lige fundet ro med, at situationen var faldet godt ud, og at tingene havde flasket sig.

Nu havde jeg ikke længere lyst til en masse fritid og til at være hjemmegående..... Og selv om det kan lyde mærkeligt, så var jeg faktisk alvorligt bekymret for den økonomiske situation. Vi ville ikke lide nogen nød; min kæreste havde og har et godt job, og vi sidder ikke dyrt i det, men nu skulle jeg til at være økonomisk afhængig af ham oveni, at jeg havde måttet opgive en drøm og nu til og med var blevet "fyret" fra et job.

Mit "drive" de næste mange uger blev dels at få en advokat til at tage sagen, at holde hovedet højt og at finde det positive i situationen. Og jeg fik en advokat fra en af mine tidligere arbejdspladser til at tage sagen, min graviditet skred fint frem; det var skønt at mærke liv og have "selskab" hele tiden. Jeg kastede mig over frivilligt arbejde hos Røde Kors - for jeg kunne ligesom ikke søge nyt arbejde i min situation - selv om jeg absurd nok var nødt til at gøre det ugentligt for at få mine dagpenge. Jeg tilmeldte mig Kemi på C-niveau, for hvis jeg ikke skulle være instruktør og jeg ikke blev behandlet ordentligt i det private erhvervsliv, ja – så kunne jeg da bare forfølge en anden gammel drøm om at søge ind på jordemoderstudiet. Jeg læste kemi en aften om ugen i to måneders tid og hyggede mig med det og med mine medstuderende. Eksamen tænkte jeg, at jeg vel kunne tage som højgravid eller med en nyfødt på hoften. Jeg kunne stadig det hele i mit hoved.

Jeg nåede så til et punkt omkring midten af oktober, hvor jeg indså, at nok kunne jeg måske klare eksamen, men hvis jeg også gerne ville satse på at få amningen godt i gang og være mentalt til stede over for den lille ny, så var det nok ikke sk…smart at køre eksamensræs og skulle leve som studerende med praktikperioder og ingen penge (HVIS jeg altså kom ind, hvilket i forvejen ikke var særligt sandsynligt, fordi jeg allerede havde taget én længere videregående uddannelse). Jeg ville måske heller ikke kunne leve ”på en sten” og være afhængig af min kærestes penge i mange år frem. Vi havde allerede MANGE diskussioner om økonomi, for vi havde indtil da været økonomisk uafhængige af hinanden, og pludselig stod min kæreste med mig og snart 3 børn og ville faktisk også gerne selv afsøge nye jobmuligheder. Jeg ville gerne igang med at købe julegaver i god tid og gøre pakkekalendere klar - min termin var midt i december, og jeg kunne jo lige så godt bruge tiden inden fornuftigt....Han syntes, at vi skulle holde igen (fornuftigt nok), men jeg havde også et (måske barnligt) behov for at forkæle mig selv, når nu jeg havde fået den hårde medfart, jeg havde. Og i øvrigt bar jeg jo rundt på hans barn! Jeg ville stadig gerne kunne gå til frisøren, være ”flot” gravid, og mulighed for at tage mine børn med i biffen uden at det skulle være, når han synes, at det var på sin plads.

I hvert fald stoppede jeg kemi-studierne midt i semesteret – frivilligt, men alligevel følte jeg lidt, at jeg igen måtte lægge ”en del af mig selv” på hylden.

En lille parentes

Det kan lyde som om, jeg nu slet ikke ville være mor, men parallelt med alle de tanker, jeg gjorde mig om arbejde etc., så ville jeg også for alt i verden give denne nye baby en god start i livet; vise min kæreste, hvor fantastisk det er at få et barn; inddrage mine to store børn i oplevelsen og for alt i verden huske at nyde nuet, for efter den her baby, skulle jeg ikke have flere.

 

.....Her tænker jeg i skrivende stund - HOLD DA KÆFT - DER VAR LAGT I KAKKELOVNEN TIL EN EFTERFØDSELSREAKTION.

Men det kunne jeg ikke se på det tidspunkt. Jeg skulle vise dem alle - skulle jeg være mor og kun mor for en tid nu - så skulle jeg også være det med stort M; en garvet 3.gangsfødende, forberedt på alt fra revnede brystvorter til hormonforstyrrelser og uden behov for mødregrupper og den slags "pjat". Nej - det her det kunne jeg i hvert fald. Det gjorde også, at jeg faktisk ikke benyttede mig af min jordemoder til at få snakket om nogen af de her ting, for det var mig meget om at gøre, at hun i hvert fald anså mig for kompetent i rollen som vordende 3.gangsmor, og jeg forsikrede hende om, at fyringen mv. kun havde gjort mig vred, og at den ikke havde anden indflydelse på mit humør, selv om det nok ikke var hele sandheden.

Fødslen

Den 7. december 2010 ved daggry fik jeg veer, og ved 6-tiden kørte vi til Hvidovre for at jeg kunne blive set af en jordemoder. I to uger inden havde jeg konstant været overbevist om, at fødselen var nært forestående. Begge mine to ældste børn er kommet 3 uger før termin; fødslerne er startet med, at vandet gik, fødslerne har været lange, og jeg har begge gange skulle have en epidural-blokade, der lige hjalp mig til at slappe nok af til at jeg kunne udvide mig de sidste centimeter.

Den her gang startede det uden vandafgang, og denne 3. fødsel skulle vise sig at være drilsk og i hvert fald ikke helt som de to første gange, jeg fødte. Jeg blev sendt hjem i første omgang - var kun i meget tidlig fødsel - men jeg kom allerede tilbage et par timer senere, fordi jeg ikke kunne holde ud at være hjemme for smerter og bare ville have den epidural a.s.a.p! Jeg mødte ind til et friskt hold jordemødre; fik en meget sød jordemoder og til og med en jordemoderstuderende, der begge havde en hel vagt foran sig, hvorfor der var rigtige gode chancer for, at jeg ville føde med dem. Epiduralen blev lagt, og jeg hyggesnakkede med jordemoderen om alt mellem himmel og jord, fik kaffe og lidt mad, alt imens min kæreste læste Bilbladet og tænkte, at det her fødsels-halløj, det var da vist "piece of cake". Jeg regnede også med, at med epiduralens afslappende virkning ville jeg være klar til at føde inden længe. Men... Amalie ville ikke komme ned og stå ordentligt fast. Hun blev ved at "svuppe tilbage", og timerne gik, mens jeg fik taget vandet - som var grønt - gik rundt, og stod og hang, for at hun skulle trænge ordentligt ned i bækkenet, alt imens epiduralen holdt op med at virke, og det nu for alvor gjorde nas i en grad, som jeg havde glemt alt om, at det kunne gøre. Midt i ve-helvedet sluttede min jordemoders vagt og hun sagde farvel, alt imens en læge og chefjordemoderen undersøgte mig indvendigt og lagde en elektrode på Amalies hoved, så de kunne se, om hun kunne klare anstrengelserne. Hun havde det fint derinde, men jeg skreg på en ny epidural og havde ret ondt af mig selv, fordi den jordemoder, jeg havde lært at kende i løbet af dagen, var nødt til at gå for at hente sine børn. Den jordemoderstuderende valgte at blive - hun skulle ikke hente børn, og ville gerne have det hele med. Det var jeg faktisk meget glad for, så var der da et kendt ansigt ud over min kærestes. Der kom en mere garvet jordemoder på vagt, som kostede lidt mere rundt med mig (hvilket var godt, for nu var jeg selv klar til et kejsersnit, mente jeg, i fulde alvor). Hun fik mig til at lægge mig på alle 4 ind over en sækkepude, tilkaldte anæstesilægen med henblik på en ny epidural og satte min kæreste til at veksle mellem at give mig lattergas under veerne og ilt i ve-pauserne:-). Jeg syntes, at hun var dum, at hun ikke bare gav mig et kejsersnit, og jeg syntes, at Amalie modarbejdede mig ved at blive ved at "klare mosten", for når hun kunne klare det indeni mig, mente de også, at jeg kunne (jeg havde jo født to børn før naturligt).

Den dag i dag er jeg da også glad for, at jeg fødte Amalie uden kejsersnit, men mens jeg lå i voldsomme smerter, syntes jeg, at alle var imod mig, og jeg følte mig temmelig alene og faktisk lidt panisk i mine smerter.

Anyway, pludselig var der pressetrang og så gik det hurtigt, og Amalie blev født, mens jeg lå med røven i vejret og jordemoderens forklaring til den studerende om, at ”når anus stod ud på den måde", så var det tegn på, at barnet var på vejJ!!!

Et par presseveer senere var hun ude, og som det første af mine børn skreg hun fra starten, og jeg kunne få hende direkte op til mig. Det var rørende, lettende og jeg var meget stolt. Thea og Albert kom som de første ud og så deres nye lillesøster kun én time efter at hun var blevet født, og det gik rigtig godt. Mine svigerforældre og ene svigerinde kom, og min far og et vennepar kom forbi.

Dagen efter var vi hjemme igen; trætte men glade.

Den første tid og den store amnings-sorg

Den første uge gik fint – samme sødmefyldte ”klokke” af nybagt familie-stemning som ved de to første børn, jeg havde fået. Men en uge efter fødslen stod jeg med brystbetændelse i fuldt udbrud. Det var noget, jeg havde forberedt mig på, fordi jeg fik det med Albert og fik forkert penicillin, hvilket resulterede i en brystbyld, en indlæggelse og et amningsstop. Det var mig derfor MEGET om at gøre, at det ikke skete igen, for jeg NØD at amme Thea og jeg ville virkelig gerne amme Amalie. Så jeg sad i sofaen og hulkede foran alle 3 børn og kæreste, fordi jeg frygtede, at det samme forløb nu ville gentage sig. Min datter Thea sagde meget sødt for at trøste mig ”Jamen mor – se på Albert – han har det da godt, selv om han fik flaske!”…

Jeg fik fat i den rigtige penicillin, malkede ud og malkede ud, men endte med at stoppe amningen af frygt for, at jeg ville gå helt ned i jagten på at få det til at lykkes. MEN mit højre bryst blev ved med at være stenhårdt og ildrødt og meget meget ømt og mindede mig MEGET om den brystbyld, jeg sidst havde haft.

Så efter jul og nytår med et meget ømt bryst tog jeg 2. januar 2011 alene på skadestuen, for at blive taget alvorligt og set rigtigt på. Jeg sad der i 5 timer, inden nogen fik tid til at se på mig (man havde vurderet, at siden jeg ikke havde feber, så var det nok ikke en brystbyld, men bare en mor, der tog fejl og bare havde lidt mælkespændte bryster). Det er ikke et gæt – den formodning fik jeg bekræftet af en læge senere på dagen.

Så jeg blev sendt ned til en kirurg, fik drænet min brystbyld, vandrede med materien i et reagensglas tilbage til skadestuen og blev så sendt op til gynækologisk med en indlæggelsesseddel, for den ene læge havde glemt at fortælle den anden, at der ikke var blevet lagt dræn, og jeg derfor blot kunne tage hjem…….

Den søndag aften spurgte jeg spagt min kæreste, om han ikke kunne blive hjemme dagen efter, men jeg fik ikke sagt, hvor meget jeg havde brug for en rolig dag, hvor vi var to om Amalie. At jeg var kørt ned til sokkeholderne og havde brugt al min energi på at overbevise diverse læger om, at det var ved at gå galt med mit bryst igen…Og han var lidt presset arbejdsmæssigt, så han tog af sted.

Nedsmeltning

I løbet af de næste uger begyndte jeg at få det dårligere og dårligere. Jeg var helt enormt træt, og jeg var SÅ ked af, at jeg ikke kunne amme Amalie længere. Jeg isolerede mig, for jeg syntes, at det var lidt flovt at skulle give en så spæd baby flaske offentlig steder, for jeg VIDSTE, at alle andre kvinder ville tænke, hvorfor jeg dog ikke ammede i disse tider, hvor alle ved, at amning er det bedste i de første 6 mdr? Hvis jeg gav flaske et offentligt sted, skyndte jeg mig nærmest selv hurtigt at gøre opmærksom på, at jeg ikke kunne amme pga en led brystbyld, men at jeg virkelig gerne ville. Det blev også meget besværligt i mit hoved at skulle have flasker med rundt og mixe vand og mælkepulver, og jeg havde det skidt med, at min stakkels baby var nødt til at vente på maden, fordi den ikke lige var 37 grader varm og under blusen ved akut behov. Så hellere bare holde sig hjemme – tæt på mikroovn og i fred for andres meninger eller blikke. Jeg gik meget for mig selv med Amalie; havde ikke andet tilhørsforhold end til familien, hvor jeg plejede at have kollegaer og trænings-venner, eller medstuderende på kemi-studiet. Jeg havde TV og facebook og orkede egentlig heller ikke at tage initiativ til megen anden social omgang. Men jeg følte mig meget ensom.

Når jeg ikke kunne amme røg det der særlige bånd jo også til Amalie; alle kunne jo give hende mad! Jeg følte, at jeg havde født et smukt og skønt barn, men at jeg var puppen, der lå tilbage, efter at sommerfuglen var blevet udklækket. Vissen og tom og at min mission var fuldført.

Jeg begyndte at få angst, når jeg sad og gav flaske om natten – en modbydelig situation, hvor jeg havde lyst til at flygte, men var ”låst” af at skulle sidde og vugge og made min datter. Samtidig blev jeg også meget skræmt over flugt-instinktet, for jeg kunne jo ikke ”flygte” fra Amalie, og alene ideen om det var helt enormt angstprovokerende. Jeg elskede hende jo. Så havd i alverden foregik der så? Jeg prøvede at få ro på, at trække vejret helt ned i maven, men det gentog sig nat efter nat, og blev bare værre og værre. Jeg koldsvedte, så det løb ned af mig, min hjerne blev ”helt tom og hvid”, jeg fik rysteture og blev mere og mere skræmt, fordi det duede da slet ikke, at jeg skulle til at gå fra sans og samling, når jeg stod her med en lille ny!

Jeg havde også enormt dårlig samvittighed over for min kæreste. Det her var jo ikke sådan det skulle være, når jeg fik vores fælles barn. Jeg skulle jo være den erfarne mor med overskud. Og Amalie skulle have den bedst tænkelige start på livet. Når nu han kun skulle være far denne ene gang, hvorfor skulle jeg så fucke starten op med mine neuroser? (Det skal lige siges, at det alt sammen foregik i MIT hoved – min kæreste tager og har altid taget tingene, som de kommer uden at gøre sig forventninger om, hvordan tingene skal/bør være).

En mandag morgen hvor min kæreste stod klar til at tage af sted på arbejde, kunne jeg SLET ikke overskue tanken om at skulle være alene med Amalie hele dagen. I situation føltes jeg det, som om han var på vej som soldat til Afghanistan i flere måneder. Dagen foran mig virkede som Mount Everest. Jeg panikkede fuldstændig; græd og rystede og fik fremstammet hvor ufattelig træt, jeg var.

Han blev hjemme og forsøgte at arbejde hjemmefra, men jeg kunne faktisk slet ikke overskue at have ansvaret for Amalie, mens han førte telefonsamtaler. Jeg kunne kun tilnærmelsesvis slappe af, når han tog sig af hende, og når hun sov. Jeg fik sagt, at han var nødt til at sige til sin chef, at han var hjemme uden at kunne arbejde, fordi jeg var syg, og så prøvede jeg ellers at få sovet. Men jeg kunne mærke, når jeg vågnede af mine små urolige og drømmefyldte søvnperioder, at jeg ikke blev ”klarere” i hovedet, men at jeg var så HELT ENORMT ked af det og fyldt op af alle mulige andre slags følelser, som jeg slet slet ikke kunne finde hoved og hale på, deriblandt angst, sorg, dårlig samvittighed, indre uro osv osv – det slog mig pludselig, at det måtte være en efterfødselsdepression, jeg stod midt i.

Jeg kan ikke huske de næste dage kronologisk – jeg kan huske, at jeg fik snakket med min sundhedsplejerske i telefonen; jeg fik talt med min læge, der sygemeldte mig fra min barsel, så min kæreste kunne overtage noget af den og gå hjemme med mig, jeg fik arrangeret med Thea og Alberts far, at de var hos ham lidt længere end normalt, og jeg fik set min åndedrætsterapeut, der hjalp mig lidt ved i hvert fald at blive klar over, at jeg ikke ønskede at flygte fra Amalie, men at Amalie og jeg sammen skulle finde ud af det her, og at meget af det nok drejede sig om amningsophøret samt alt det, der gik forud for Amalies fødsel. Så jeg holdt op med at overlade Amalie til min kæreste hele tiden og forsøgte mig med lidt ”hud til hud” kontakt i sofaen igen.

Men min sindsstemning blev ikke bedre…En lørdag, hvor min kæreste tvang mig ud på en gåtur ind til byen i strålende frostklart solskin, gik jeg bare og tænkte, at jeg egentlig allerhelst ville køres på psykiatrisk skadestue, for den var da helt galt fat i mit hoved. Solen strålede; her gik vi med vores perfekte datter i klapvognen; og på vej over Langebro, syntes jeg, at det kolde vand neden under så fristende og befriende ud, og mon egentlig ikke både kæreste og baby ville få det bedre uden mig????
Det endte da også med at vi kørte ud psykiatrisk skadestue på Amager, og der kom jeg til at tale med en meget sympatisk mandlig psykiater, der tog mig alvorligt og tog sig god tid til mig. Det føltes rigtigt rart, selv om jeg var bange og græd og græd. Ifølge ham reagerede jeg helt naturligt på de forskellige belastninger, der lå forud for fødslen, og med hormonerne i spil, amningsophør etc, så hørte jeg til blandt ”helt normale” mennesker og ville komme mig bedst hjemme med omsorg fra min kæreste og ikke ved at blive indlagt. Han synes dog godt, at vi kunne sætte min Fontex-dosis lidt op, da den i forvejen nærmest var ”lig ingenting”. Det ville så også give mig lidt ro at vide at medicinen ville hjælpe mig lidt op af ”hullet”, om end der går et par uger, før virkningen sker. Jeg tog lidt lettet derfra med forvisning om, at han havde ret, og at jeg bare skulle hjem og tage den med ro.

Men allerede dagen efter lå jeg hele dagen på sofaen og rystede af angst og uro i kroppen, og jeg fik lov at hente nogle beroligende piller på skadestuen, hvor jeg havde været dagen før. De ville tage angstsymptomerne straks, hvor Fontex’en jo ville tage nogle uger om at virke.

Og ja de beroligende piller tog de fysiske symptomer, men den drømmesøvn, jeg fik, var meget syret, og jeg blandende alle 3 børn sammen i drømme og var helt skæv og endnu mere forvirret og ved siden af mig selv, når jeg vågnede efter en lur.

Atter en af de følgende dage tog vi på psykiatrisk skadestue, hvor jeg nu blev mødt af en ung kvindelig psykiater – også en meget sød og imødekommende en af slagsen, der igen fik beroliget mig, lod mig græde og græde, og fik sendt mig hjem igen med aftale om, at jeg skulle tage en snak med min sundhedsplejerske om alligevel at komme i mødregruppe. Også hun mente ikke, at indlæggelse overhovedet ville gavne mig.

Den ro, jeg fik af at tale med psykiaterne, holdt desværre kun resten af dagen hver gang, og jeg var nu nærmest bange for at være i mit eget selskab og bange for mine tanker om, at alle ville være bedre stedt uden mig i verden.

Så vi tog til min egen læge og fik hende overtalt til at skrive en indlæggelsesseddel til psykiatrisk på Amager, som jeg tog derud med og igen mødte den unge kvindelige psykiater. Hun gentog, at hun stadig ikke mente, at det ville hjælpe mig at blive indlagt, men at hun godt kunne regne ud, at jeg ikke henvendte mig for 3. gang for sjov. Så jeg blev indlagt – uden Amalie.

Indlæggelsen

Det næste døgn var en meget meget bizar oplevelse. Og en jeg godt kunne have været foruden. Men jeg var SÅ sikker på, at hvis jeg først blev indlagt, så ville jeg få den omsorg, jeg trængte sådan til; så ville jeg få lov at sove og så ville folk omkring mig nok også endelig fatte, HVOR dårligt, jeg egentlig havde det! Men det var som om, at da jeg først var indlagt, så var bare en af mange indlagte, og jeg fik rodet min taske igennem for ”skarpe” genstande, besked på at deponere min mobiltelefon senest næste dag, aflevere en urinprøve, der kunne testes for evt spor af medicin eller stoffer, fik taget blodprøver med samme formål og måtte aflevere min medicin til sygeplejerskerne og tage den under deres opsyn ifm sengetid…..

Der kom en sygeplejerske og snakkede med mig, og hun talte om mit kommende forløb som om, jeg skulle være indlagt i flere uger; at jeg nu skulle tillade mig selv at være SYG, og at det ikke ville være smart, at Amalie og min kæreste var der alt for meget. At jeg kunne lægge puslespil, læse blade og i øvrigt bevæge mig ind i opholdsstuen, når jeg følte mig klar!!!! HVAD FANDEN SKETE DER LIGE DER?????? Jeg ringede grædende til min kæreste og sagde, at det var helt helt forkert det hele, og at jeg på ingen måde havde tænkt mig at være alt for meget væk fra Amalie, for det ville sgu da for alvor ødelægge vores tidlige tilknytning og slet ikke hjælpe nogen af os. Min kæreste græd også i telefonen, og nu lagde vi en plan om, at jeg bare skulle ud derfra, men at vi nok hellere måtte tage næste dags samtale med en læge med for god ordens skyld.

Næste morgen kom min kæreste med Amalie og min ovenbo Maria, der er sygeplejerske og også var en god støtte i hele forløbet, ind for at deltage i samtalen med lægen. Nu frygtede jeg jo for alvor, at jeg ville blive opfattet som sindssyg efter først at have insisteret så kraftigt på at blive indlagt for dernæst at ville hjem så hurtigt som muligt. Men det blev heldigvis ikke svært at overbevise lægen. Den ledende psykiater havde taget den mandlige psykiater med til mødet, som jeg havde talt med, da jeg første gang henvendte mig, og vi fik en god snak, hvor jeg fik at vide, at jeg ville få et ”kærligt spark” lige hjem med råd om at opsøge kognitiv terapi og i øvrigt ikke stille så strenge krav til mig selv.

Nu vidste jeg da, at den mulighed absolut ikke var en mulighed! Der skulle jeg IKKE tilbage! Men hva så????? Min kæreste havde heldigvis fundet en brochure frem fra Gaia-instituttet, som vi havde taget sammen med en bunke andre brochurer ifm udskrivelsessamtalen på Hvidovre efter fødslen. Og han gik nu systematisk i gang med at ringe til samtlige terapeuter i vores område for at få en aftale i stand en af de nærmeste dage. Den brochure havde vi haft liggende hele tiden, men i alt kaoset havde vi lidt glemt den, og ingen af de steder, vi havde henvendt os, havde de nævnt noget om Gaia-instituttet.

Min nat i helvede

Vi fik en aftale på plads to dage senere med en Gaia-terapeut, men samme nat – første nat efter indlæggelsen – havde jeg det, som om jeg var levende i helvede. Jeg havde konstant angst HELE natten, tanker om døden, den mest vanvittige uro i kroppen og konstant rysten. Hvor gerne jeg end ville, kunne jeg simpelthen ikke overskue, hvad jeg dog skulle gøre og gribe i. Ved daggry ringede vi til Maria ovenpå, der kom ned og sad hos mig, mens Ho Kei tog sig af en vågnet Amalie, og Maria fik ringet efter en vagtlæge, så jeg i første omgang kunne få noget beroligende.

Igen var jeg faktisk lidt heldig midt i al helvedet, at der kom en vagtlæge ud, der godt kunne se, hvad der var fat. Jeg kan huske, at han sagde til mig på en faderlig (og ikke nedladende måde), at han kunne se, at ”jeg var rigtig rigtig bange”. Han turde godt ordinere noget stesolid, som min kæreste kunne hente, hvis Maria – i sin egenskab af sygeplejerske – ville tage ansvaret for at holde øje med mig.

Min kæreste fik ringet til vores nærmeste vennepar, der kom og tog sig af Amalie hele dagen; jeg fik stesolid og faldt i søvn, og min kæreste fik lavet en ny aftale med en terapeut, der kunne komme hjem til os allerede senere samme dag  - nemlig Charlie.

Vendepunktet

Charlie kom hjem til os senere samme eftermiddag, selv om det var en søndag. Jeg kan ikke huske, hvor længe, hun var der, men jeg kunne mærke meget hurtigt, at hun var der for mig. Der var både sådan en ”mor til mor” kontakt og samtidig også en slags moderlig omsorg for mig, som jeg havde længtes helt vildt efter. Det, at Charlie selv havde oplevet en efterfødselsreaktion på egen krop, og at hun ellers var et velfungerende menneske, var en spejling, jeg hungrede efter. Midt i min følelse af at være små-sindssyg og uden for rækkevidde, blev det hele lidt mere normalt og kom lidt ned på jorden. Jeg kan huske, at jeg endda kunne trække lidt på smilebåndet af og til.

Nu blev jeg for første gang ”rummet”, og det var ikke noget med, at ”nu skulle jeg bare forsøge dette og hint” – det var ”lort med lort på lige nu, men der ville være lagkage rundt om hjørnet” (citat Charlie). Jeg fik noget at forholde mig til – noget indsigt i efterfødselsreaktioner – fandt ud af, at der er mange af os; at der er mange årsager og at hvis jeg havde lyst, så kunne vi fortsætte med at ses – og hjemme hos mig, hvis det var det, jeg havde det bedst med lige nu. Jeg måtte ringe akut, og så kunne vi prøve at finde en tid, allerede dagen efter, hvis jeg følte behov. På mange måder langt mere som en ”mor” eller nær veninde, blot med en terapeuts baggrund.

Jeg kan huske, hvor lettet jeg var over, at jeg ikke bare havde fået en tid om en uge el.lign. Der lå en enorm lettelse i, at der var nogen, der kunne rumme mig blot et telefon-opkald væk. Og der blev vakt en nysgerrighed i mig for at finde ud af mere om det her emne, så jeg fik hurtigt lånt den bog, som Charlie har været med til at skrive ”Et hav af følelser” og kunne der læse 3 kvinders beretninger, der på nogen områder lignede min situation og på andre måder ikke gjorde. Der var nogen håndgribelige Gode Råd og så stod der også, at en efterfødselsreaktion fortager sig i takt med, at babyen bliver ældre, og det gav mig håb.

Jeg benyttede mig af at ”kalde Charlie ud” allerede næste dag. Jeg var ved at køre mig selv lidt ned igen med dystre tanker og havde nok mest af alt brug for at teste, om hende der Charlie nu også virkelig var der for mig. Det var hun, og hun gentog nok mange af de samme ting, de første mange gange, men som et lille barn havde jeg brug for at høre det igen og igen.

Første lille skridt op af hullet

Nu begyndte det at gå bedre. Jeg fik energi til at få almindeligt tøj på igen og ikke bare rende rundt i pyjamas; på gode dage kom der endda øreringe i ørerne.

Jeg begyndte at køre ud til Charlie i stedet for, at hun kom til mig, og det føltes meget stort. Et lille skridt, der fik mig til at føle, at jeg da så kunne overkomme en normal handling, nemlig at fragte mig selv et sted hen til en bestemt tid.

I denne periode fik Ho Kei mulighed for at starte på et nyt arbejde, og hans nye chef var meget forstående over for vores situation, og Ho Kei fik mulighed for at blive hjemme, når jeg ikke kunne magte dagen alene, eller at tage hjem med kort varsel, hvis jeg ringede. Ligesom med Charlie, som jeg kunne ringe efter, var det en enorm lettelse, at jeg ikke skulle beslutte aftenen inden eller om morgenen, at jeg kunne klare en hel dag hjemme alene med Amalie. Jeg kunne tage det i små bidder, og hans nye chef sagde, at vi på ingen måde skulle have det dårligt med at gøre sådan, for sådan var det nu engang nogle gange her i livet. Den slags chefer er der desværre ikke mange af.

I terapien arbejdede jeg meget med min ”mor-rolle” – mine meget høje forventninger til hvad det vil sige at ”være en god mor” og hvad der gav mig energi som menneske her i livet. Selv om jeg var blevet mor for 3. gang skulle jeg på en måde finde en ny mor-identitet; finde fred med at jeg måske var en ”anderledes men ikke af den grund dårligere” mor, end jeg havde været for de to første. Vi snakkede meget om, hvad jeg selv gerne ville give videre til især mine døtre. At ”fortynde” den baggage, jeg selv slæbte med fra fortiden (min mormor og min mors historik), sådan at jeg kunne være bevidst om at filtrere noget fra, så mine børn – og især døtre – ville få det nemmere ved deres rolle som mødre i fremtiden.

Min hverdag begyndte at hænge bedre og bedre sammen; jeg fik lidt struktur på min uge. Blandt andet fik jeg taget kontakt til en venindes veninde, der havde født dagen før mig, og som jeg vidste også havde det svært med at være på barsel, og vi begyndte at ses, og nød at kunne være ærlige i hinandens selskab om, at vi var hinandens ”beskæftigelsesterapi”. Jeg var også kommet i en mødregruppe via sundhedsplejersken, men der følte jeg mig fra starten forkert ”castet”, for de stornød alle at gå hjemme og kunne sagtens få tiden til at gå.

Til gengæld havde jeg en anden meget fin oplevelse, som jeg bliver nødt til at dele. Min ovenbo – en pakistansk familie – havde fået deres 4. barn 2 måneder, efter at Amalie var blevet født, og helt tilfældigt kom Aisha – moderen – en formiddag til at banke på min dør, som hun troede var hendes egen. Jeg spurgte, hvordan hun havde det med at være på barsel og fik sagt, at jeg ikke var så glad. Hun sagde, at jeg bare skulle komme forbi hende, hvis jeg ville. Jeg sagde farvel, lukkede døren og tænkte egentlig bare, at det var sødt sagt, og så ville det jo nok blive ved det. Men 10 minutter senere bankede hun på og sagde, at hun skulle have besøg af sin mødregruppe, og at der var to, der ikke kunne komme, så de blev kun to – om jeg ikke ville op og have en kop kaffe med dem?

Og jo – det ville jeg – så jeg ”crashede” deres mødregruppe og befandt mig faktisk langt bedre i den, selv om deres babyer var flere måneder yngre end Amalie, og vi ses fortsat, når vi kan, både Aisha og mig og hele mødregruppen. Det synes jeg bare selv er en lille solstrålehistorie, der viser, hvor lidt der egentlig nogen gange skal til…

Hverdagen får mening igen - ”Hva Så”

I forbindelse med et af sine besøg kom min sundhedsplejerske og jeg til at snakke om, at jeg gerne ville have et sted at gå hen i hverdagen, hvor jeg kunne sludre med andre og hvor der var lidt voksen-liv omkring en.

Hun nævnte så, at hun selv havde været frivillig i en ”barselscafe/second hand butik” på Vesterbro, hvor der altid var kaffe på kanden og andre mødre at snakke med. Stedet hedder ”Hva Så” og understreger jo fint, det limbo, man kan befinde sig i, når man har fået et barnJ ”Hva Så” havde åbent alle hverdage, og man kom bare forbi. Man kunne også være frivillig der og hjælpe til i butikken med at sælge brugt baby- og børnetøj. Jeg blev helt tændt – det lød jo forjættende – det lød som alt det, jeg havde brug for. Og så kunne jeg have Amalie med og nyde hende i selskab med andre mødre og deres børn og måske til og med få en ”rolle” – en slags ”arbejde” at stå op til et par gange om ugen!!!!

Jeg tog forbi et par dage senere med Amalie, og fik spurgt, om de manglede frivillige. Det gjorde de, og jeg fik en snak med lederen i køkkenet og kunne få de ”vagter”, jeg ville have – og jeg fik derfor 3 halve dage om ugen, hvor jeg skulle være der fast. Det føltes simpelthen, som om jeg havde landet et fantastisk job. Ulønnet ganske vist, men nøj hvor jeg glædede mig til, at også jeg skulle noget nogen dage og at jeg også ville have noget at fortælle om ved middagsbordet.

Parallelt med mit forløb hos Charlie, fik den her frivilligtjans mig for alvor op af hullet. Jeg følte mig stadig meget sårbar, og jeg havde svære dage, men jeg blev varmt modtaget, lærte hurtigt mange søde mennesker at kende, fik kollegaer igen og nød at være sammen med Amalie på en helt ny måde, nu hvor jeg kunne dele hende lidt med andre i dagtiden og også få en voksen-sludder og et godt grin. Det var også et sted, hvor man kunne være sig selv, uden ”mødregruppe-facaden” på. Mange af mødrene kommer dagligt forbi, og når man kommer dagligt eller næsten dagligt, så ser man hele mennesket og deler også de dumme og svære dage. Her var ingen, der skulle stå klar i eget hjem med hjemmebag – her var alle lige – og der gik lang tid, før vi overhovedet kom ind på uddannelsesmæssig baggrund etc. Hvor hippie-agtigt det en måtte lyde, så fandt jeg i ”Hva Så” et kvindefællesskab på den gode måde. Et netværk; nogen der bare er der, uden at man har skullet lave en aftale om at mødes, og en værdi i at kunne bidrage med noget. og

Jeg ELSKER simpelthen det sted, og jeg er stadig tilknyttet som frivillig i det omfang, jeg har mulighed for det. Det kan VARMT anbefales, og der burde ligge sådan et sted i enhver by, hvis det stod til mig!

Nyt job og institutionsstart

Jeg startede i et nyt job som advokatsekretær 1. november sidste år, og Amalie startede først i dagpleje og siden i vuggestue. Hun går nu i den mest fantastiske vuggestue og stortrives. Hun er en glad lille pige med et meget nysgerrigt sind og et heftigt temperament (som hendes far siger, at hun har fra mig). Både Amalie og jeg er ”tigre” ifølge det kinesiske dyre-horoskopJ.

Hun har fundet sin plads i familien og er meget glad for Thea og Albert, og det er heldigvis gensidigt. Og jeg har fundet fred med ikke altid at være ”den perfekte mor”. Jeg har også fundet fred med, at jeg på det her tidspunkt i mit liv er en kvinde, der nyder at gå på arbejde, så længe jeg bare ved, at mine børn har det godt. Jeg satser på at være her længe, og det er ok at gemme nogle drømme til senere.

Jeg skal stadig hele tiden finjustere mine prioriteringer i hverdagen, men jeg prøver at lytte til, om det er børnene, der lige nu har mest brug for min energi, eller mig selv, der trænger til at lade op. Jeg gør, hvad jeg kan for at pleje det netværk, jeg fik skabt i forløbet med min efterfødselsreaktion, og jeg har fået øjnene op for, at lige meget, hvor meget ligestilling, vi får, så har vi kvinder utrolig meget brug for hinanden, og hvis vi tør åbne lidt op, være drænede nogen dage og sprudlende andre dage, så kan vi faktisk på skift være med til at ”hive hinanden lidt op”. Eller bare få et godt grin over, hvor kompliceret vi kan gøre tingene for os selv og hvor ufatteligt ens, vi egentlig er, når det kommer til stykket. Der går RIGTIG mange af os rundt og tror, at lige præcis vi er den eneste, der går med lige præcis de tanker og de bekymringer, og at alle andre bedre kan få alting til at hænge sammen. I mine øjne er fællesskabet med andre ærlige og ægte kvinder den bedste terapi, vi kan få.
Det er min erfaring…